Høje bølger kostede dansk sejler livet på Østersøen
Det var en dansk langtursejler, der søndag i sidste uge faldt over bord i en tragisk ulykke på Østersøen.
Den erfarne sejler Erik Rasmussen faldt over bord under dårlige vejrforhold på en sejlads mellem Riga og Tallinn.
Den erfarne sejler Erik Rasmussen faldt over bord under dårlige vejrforhold på en sejlads mellem Riga og Tallinn. Foto: Colourbox/free


Det står nu klart, at det var den erfarne langtursejler Erik Rasmussen, der søndag 19. juli omkom i en drukneulykke på en sejlads mellem Riga og Tallinn. Det oplyser formanden for Foreningen Til Langtursejladsens Fremme, Kim Bork Mathiesen.

Af en pressemeddelelse fra foreningen fremgår det, at Erik Rasmussen faldt over bord, da han sammen med sin hustru sejlede ud på Østersøen under dårlige vejrforhold og med store bølger på havet.

Hustruen forsøgte forgæves at trække sin mand op på båden igen, og da et redningsfartøj et par timer senere nåede frem til ulykkesstedet, var det for sent.

Erik Rasmussen og hans kone, Tove Granild, deltog sammen med 38 andre både og besætninger i en såkaldt flotillesejlads ved navn Østersøen Rundt. Sejladsen er arrangeret af Foreningen Til Langtursejladsens Fremme.

Flotillesejlads giver mulighed for at sejle samlet med adskillige andre både, men det er stadig op til den enkelte båd at afgøre, hvornår man ønsker at sejle.

Ulykken skete i båden Njord, som Erik Rasmussen og Tove Granild tidligere har brugt under alle typer vejrforhold og også brugt til ture til blandt andet Norge og Skotland.

Ifølge lettisk politi tyder intet på, at der er foregået noget kriminelt, og dødsfaldet efterforskes derfor som en ulykke. Det oplyser det lettiske politi til Ekstra Bladets netavis.

Politiet oplyser i øvrigt også, at ulykken fandt sted cirka to kilometer fra den lettiske havneby Salacgriva.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.