Højbjerg starter inde for Bayern mod Hjulmands Mainz
Den danske midtbanespiller er i startopstillingen til fredagens kamp ude mod Mainz.
Pierre-Emile Højbjerg er med fra start mod Mainz.
Pierre-Emile Højbjerg er med fra start mod Mainz. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Når FC Bayern München fredag klokken 20.30 indleder udekampen mod Mainz, er danske Pierre-Emile Højbjerg med i de tyske fodboldmestres startopstilling.

Den 19-årige dansker, som gerne vil lejes ud for at få mere spilletid, har på midtbanen selskab af blandt andre Bastian Schweinsteiger.

Pierre-Emile Højbjerg var senest med i Bayern Münchens startopstilling i Bundesligaen, da klubben den 18. oktober vandt 6-0 hjemme over Werder Bremen.

Her spillede han hele kampen.

Siden har den danske landsholdsspiller kun været med i startopstillingen i de to Champions League-kampe mod Manchester City og CSKA Moskva. Også her fik han fuld spilletid.

Bayern München har været helt suveræn i Bundesligaen, som klubben fører med 42 point for 16 kampe, 11 point flere end Wolfsburg på andenpladsen.

Mainz, der trænes af danske Kasper Hjulmand, er på 11.-pladsen med 18 point.

Kampen er den sidste for de to klubber inden vinterpausen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.