Højbjerg rammer stolpen i Schalkes europæiske triumf
Pierre-Emile Højbjerg brændte en friløber, da Schalke vandt 4-0 over Asteras Tripolis i Europa League.
Pierre-Emile Højbjerg ses her i en kamp om bolden torsdag aften i Europa League.
Pierre-Emile Højbjerg ses her i en kamp om bolden torsdag aften i Europa League. Foto: Martin Meissner/AP


For første gang siden udlejningen til Schalke 04 i august startede landsholdsspilleren Pierre-Emile Højbjerg på banen, da Schalke torsdag aften i Europa League vandt 4-0 over Asteras Tripolis.

Angriberne Franco Di Santo og Klaas-Jan Huntelaar scorede Schalkes mål, men Pierre-Emile Højbjerg burde også være kommet på scoringstavlen.

Danskeren havde efter 38 minutters spil en friløber efter en tre mod en-situation, men Højbjergs hårde afslutning prellede af på stolpen.

En stor mulighed for danskeren, der også kunne have forsøgt at aflevere bolden på tværs til en fri holdkammerat tæt under mål.

Generelt spillede Højbjerg en solid kamp på Schalkes midtbane, og han virkede sikker kampen igennem uden dog at stå bag opsigtsvækkende aktioner.

Fra kampens begyndelse var det spil mod et mål, og Schalke var da også foran 3-0 ved pausen efter et vaskeægte hattrick af Franco Di Santo.

I anden halvleg kontrollerede Schalke opgøret fuldstændigt, og tempoet faldt ud af kampen. Alligevel lykkedes det for Klaas-Jan Huntelaar at snyde forsvaret og efterfølgende sende bolden i mål til slutresultatet 4-0.

Schalke topper dermed gruppe K med maksimumpoint efter to kampe. På gruppens andenplads ligger Sparta Prag, som vandt 2-0 over Apoel Nicosia.

I gruppe G tabte Rosenborg hjemme med 0-1 til sidste sæsons finalister Dnipro Dnipropetrovsk. Tobias Mikkelsen spillede hele kampen for Rosenborg, mens Mike Jensen efter 71 minutter fik comeback efter en kortere skadespause.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.