Højbjerg laver afgørende assist mod Bayern München
Pierre-Emile Højbjerg var med til at vinde 1-0 ude mod Bayern München, som fik keeper Pepe Reina smidt ud.
Augsburgs Raul Bobadilla jubler efter sin scoring, som blev lavet efter dansk oplæg.
Augsburgs Raul Bobadilla jubler efter sin scoring, som blev lavet efter dansk oplæg. Foto: Matthias Schrader/AP


I Bayern München kunne Pierre-Emile Højbjerg ikke bruges i denne sæson, og derfor blev den danske landsholdsspiller udlejet til Augsburg i januars transfervindue for resten af denne sæson.

Og der kan nu skrives en interessant sløjfe på den Bayern-disposition. For Højbjerg var lørdag eftermiddag hovedarkitekt bag Augsburgs overraskende 1-0-sejr på udebane over Bayern München.

Højbjerg startede kampen på bænken, men kom ind fra anden halvlegs start. Danskeren stod for en flot assist til angriberen Raul Bobadilla, der scorede kampens enlige mål efter 71 minutter.

Inden da havde Bayern München, som allerede har vundet det tyske mesterskab, gjort det svært for sig selv.

Sydtyskernes reservekeeper Pepe Reina havde fået chancen fra start, men spanieren fik ikke meget tid på banen.

Efter 13 minutter kom Reina klodset ud af sit mål og lavede en nødbremse på Bobadilla. Det gav både rødt kort til Reina samt straffespark til Augsburg.

Den tyske landsholdskeeper Manuel Neuer kom ind fra bænken i stedet for anfører Philipp Lahm, som blev ofret af træner Josep Guardiola.

Neuer blev dog ikke passeret, da Augsburgs Paul Verhaegh skød på stolpen på det efterfølgende straffespark.

Dermed kunne Bayern München i undertal håbe på uafgjort eller en smal sejr, men Augsburg ville det anderledes og hentede via Højbjergs assist en sen og meriterende sejr.

Der var også dansk islæt hos Werder Bremen, da midtstopperen Jannik Vestergaard gjorde comeback fra start og spillede hele 1-1-kampen ude mod Hannover 96, som havde plantet Leon Andreasen på bænken i alle 90 minutter.

I toppen af Bundesligaen vandt Borussia Mönchengladbach 3-0 hjemme over Bayer Leverkusen.

Max Kruse, Patrick Herrmann og indskiftede Ibrahima Traore scorede de tre mål for Gladbach, som kravler op på ligaens andenplads.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.