Mandag forbereder det danske U21-landshold sig til åbningskampen ved U21-EM i Tjekkiet, men det er foreløbig uden holdet største stjerne, Pierre-Emile Højbjerg.
DBU meddeler, at Bayern München-spilleren søndag rejste hjem til Tyskland for at modtage behandling for en skade i baglåret, som han pådrog i A-landskampen mod Serbien lørdag.
Dog forventes han at støde til holdkammeraterne i Prag senere mandag.
- Vi har valgt at agere hurtigt, da tiden i disse dage er knap, og har sendt Pierre-Emile til Tyskland, efter at han lørdag aften i kampen mod Serbien mærkede lidt ubehag i baglåret, fortæller U21-holdets læge Jesper Petersen til dbu.dk.
Trænerstaben afventer nu en melding fra lægestaben i München, men man regner fortsat med hans deltagelse ved U21-EM.
- Nu afventer vi nogle svar og tager herefter en dialog med Pierre-Emile, når han er tilbage i aften - og først derefter vil vi vide, om det kan have indflydelse i forhold til vores første kamp mod Tjekkiet på onsdag, siger landstræner Jess Thorup.
/ritzau/