Høj vækst i dansk eksport lurer i horisonten
Især Kina, Tyskland, Storbritannien og USA vil efterspørge danske varer, forudser Udenrigsministeriet.
Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) mener, at fremgangen i den danske eksport forstærker den i forvejen positive udvikling i dansk økonomi. Arkivfoto
Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) mener, at fremgangen i den danske eksport forstærker den i forvejen positive udvikling i dansk økonomi. Arkivfoto Foto: NØRGAARD PEDERSEN TOBIAS/POLFOTO


Der er udsigt til høj vækst i Danmarks basisvareeksport - eksporten af varer fraregnet skibe, fly og energivarer - og væksten vil allerede kunne mærkes i år, fremgår det af Udenrigsministeriets nye eksportudsigt.

I 2015 vil der ifølge ministeriet være en vækst på fem procent, mens den til næste år vil lyde på seks procent.

- Dansk eksport er i fremgang og forstærker den i forvejen positive udvikling i dansk økonomi, siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) i en pressemeddelelse.

Særligt eksporten til Kina, Tyskland, USA, Sverige og Storbritannien er i høj økonomisk vækst, og landenes efterspørgsel på danske produkter ligger ifølge Udenrigsministeriet bag udsigten til væksten de kommende år.

Udenrigsministeriets eksportudsigt er en fremskrivning af væksten i den danske vareeksport på baggrund af en analyse af Danmarks 80 største danske eksportmarkeder.

Danskerne kan også glæde sig over en fortsat bedring af konkurrenceevnen, lyder det i udsigten. Det er blandt andet en konsekvens af en relativt lavere kronekurs over for mange lande uden for euroområdet.

- Regeringen satser benhårdt på at sætte yderligere fart på eksporten - både på vores nærmarkeder i Europa, men også på fjernmarkeder og nye vækstmarkeder i Asien og Afrika. Vi skal ikke glemme, at eksporten tegner sig for hver fjerde danske arbejdsplads og yder et stort bidrag til væksten i den samlede økonomi, siger Mogens Jensen.

Holder udsigten stik, er det et klart løft i forhold til 2014, hvor basisvareeksporten skuffede og endte med en vækst på 1,8 procent.

Det skyldtes især en nedgang i eksporten af kødvarer til Rusland og af værdien af minkskind til Hongkong.

Væksten, der spås at blive virkelighed i år og i 2016, svarer til 28,6 milliarder kroner i 2015 og 36 milliarder kroner året efter.

Danmarks samlede vareeksport i 2014 var 616,5 milliarder kroner. Basisvareeksporten udgjorde 568,4 milliarder kroner.

Udsigten fra Udenrigsministeriet offentliggøres fire gange årligt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.