I bestræbelserne på at rykke hurtigt op i Alka Superligaen igen vil Hobro lave en kapitaltilførsel, som skal sikre klubben op til fem millioner kroner mere i kassen.
Det oplyser Hobro i en pressemeddelelse.
- Det er første gang, at vi prøver at hente driftskapital til vores klub.
- I vores tid i Superligaen er vi kommet ud med overskud, men vi vil gerne budgettere med et underskud i 2017, da vi er meget opsatte på at rykke op igen, siger klubbens bestyrelsesformand, Steen Juulsgaard.
Onsdag aften rykkede klubben ud af Superligaen fire spillerunder før tid efter et 1-4-nederlag til FC Midtjylland.
I den forbindelse anslog Hobros sportschef, Jens Hammer Sørensen, at det alene i tabte tv-penge koster ti millioner kroner for Hobro at rykke ned.
Sportschefen har fuld tiltro til, at det alligevel kan lykkes at rykke retur til landets bedste række i første forsøg.
- Vi har i Ove Pedersen en af de mest kompetente og erfarne cheftrænere i dansk topfodbold, og han har også tidligere vist, at han kan få et hold hurtigt tilbage i Superligaen.
- Den fodboldfaglige viden har aldrig været større i vores klub, og i kombination med den øgede træningsmængde og de mange støttefunktioner omkring trænerteamet har vi de bedste forudsætninger for at kunne lægge yderligere på, så vi kan spille med i toppen af 1. division, siger sportschefen.
Hobro rykkede for første gang op i landets bedste fodboldrække i 2014.
/ritzau/