Hobro-træner skal arbejde på et koncept i vinterpausen
Ove Pedersen fortæller, at der skal arbejdes hårdt i vinterpausen, og samtidig skal der handles ind.
Ove Pedersen skal skabe et fundament, der kan få Hobro væk fra sidstepladsen i Superligaen.
Ove Pedersen skal skabe et fundament, der kan få Hobro væk fra sidstepladsen i Superligaen. Foto: Sand Asbjørn/POLFOTO


Ove Pedersen og Hobro fik lørdag mod Randers FC et enkelt point at lune sig på i sidste spillerunde før vinterpausen i Alka Superligaen.

Den nytiltrådte Hobro-træner går nu i gang med det arbejde, der til foråret skal få Hobro væk fra sidstepladsen.

- Det vigtigste arbejde er ude på træningsbanen, hvor der virkelig skal lægges på her i opstarten til foråret. Vi skal finde frem til et spillemæssigt kollektivt, og vi skal have indarbejdet noget organisation og et koncept, siger Ove Pedersen.

- Vi skal gerne ende der, hvor vi ligner et hold, der kan hente de tre point på dagen, uanset hvem vi møder, og vi skal ikke være så svingende.

Han regner med, at Hobro skal passere de 35 point i løbet af foråret, hvis holdet skal redde sig, og det kan blive en svær opgave.

- Jeg kendte til præmissen og til udfordringen, da jeg tog jobbet, men jeg tror helt sikkert på, at det kan lade sig gøre.

Træneren fortæller, at der bliver hentet forstærkninger, og han glæder sig over muligheden for at sætte sit præg på spillertruppen.

- Der kommer selvfølgelig forstærkninger, det var allerede klubbens plan, inden jeg tiltrådte. Nu får jeg mulighed for at sætte mit præg på, hvilke spillere, der kommer ind. Vi er begyndt at kigge lidt rundt, men jeg vil ikke ind på, hvilke positioner, vi taler om, siger Ove Pedersen.

Klubbens sportschef, Jens Hammer, fortæller, at klubben holder udkig efter en midtstopper, og så ser han frem til at få nogle af de skadede spillere tilbage.

- Vi mangler nok en midtstopper, fordi Anders Egholm har været ude så længe med en skade. Det kigger vi efter, men ellers er vi tilfredse med truppen, siger Jens Hammer.

- Vi håber, at vi kan få nogle spillere tilbage fra skader, Jung-Bin er lige kommet tilbage, og så savner vi ikke mindst Quincy Antipas, siger han.

Sportschefen understreger dog, at hvis Ove Pedersen har nogle ønsker til truppen, så vil man strække sig langt for, at det kan lade sig gøre.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.