Hobro-træner efter 0-2: Landskampspause kommer belejligt
Hobro er sidst i Superligaen efter 0-2 mod FC Midtjylland. Landskampspausen skal bruges effektivt, lyder det.
Jonas Dal måtte se sit hold lide endnu et nederlag.
Jonas Dal måtte se sit hold lide endnu et nederlag. Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO


Hobro tabte søndag aften med 0-2 i Alka Superligaen, da holdet i Herning stødte sammen med førerholdet fra FC Midtjylland.

Klubben er dermed fortsat placeret på sidstepladsen med fire point efter syv kampe.

Cheftræner i Hobro, Jonas Dal, berettede efter kampen om en tung stemning i omklædningsrummet.

- Vi står selvfølgelig ikke med en mesterskabsfølelse nu her efter kampen, og det tærer hver gang, man taber en fodboldkamp, siger Jonas Dal.

Han var på trods af resultatet tilfreds med indsatsen hos Hobro-spillerne.

- Jeg kiggede efter, om jeg kunne se ild i øjnene på spillerne og en gnist og offervilje for hinanden, og det kunne jeg. Spillerne arbejdede hårdt for sig selv, holdet og klubben i dag, siger Jonas Dal.

Han medgiver, at den kommende landskampspause kommer på et belejligt tidspunkt for klubben.

- Relationerne på banen skal dannes, og det er noget, vi kan bruge landskampspausen til. Der er nok at snakke om, og vi kommer ikke til at bruge pausen på blot at holde fri, siger træneren.

Anfører Mads Justesen erkendte efter kampen, at han og holdet er inde i en tung periode med tre nederlag på stribe.

- Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har tabt tre kampe i træk, men det er noget, vi må forholde os til og hurtigst muligt komme ud af, siger Justesen.

Forsvarsklippen vil tage de gode ting fra kampen med videre ind på træningsbanen og i forberedelsen til næste kamp mod AGF.

- Nu får vi ti dage til at rette tingene ind, og vi skal tage de gode ting med os fra i dag, for jeg syntes faktisk, at der var rigtig mange gode momenter, siger Justesen.

Næste opgave for Hobro er en hjemmekamp på DS Arena, hvor oprykkerne fra AGF kommer på besøg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.