Hobro stjæler et point i Silkeborg
Silkeborg var i lange perioder bedst, men Hobro kom tilbage i superligakampen og fik 2-2 på udebane.
Silkeborg kunne juble efter en sen udligning, men er stadig uden sejr i sæsonen.
Silkeborg kunne juble efter en sen udligning, men er stadig uden sejr i sæsonen. Foto: EMIL SØRENSEN THOMAS/POLFOTO


Efterårets overraskelse i Superligaen Hobro fortsætter med at hente point.

Lørdag fik Hobro uafgjort 2-2 ude mod bundholdet Silkeborg, som faktisk havde fortjent bedre.

Hobro så ellers ud til at stjæle alle tre point i en kamp, hvor bundholdet Silkeborg spillede bedst. Men Emil Scheel reddede et point til Silkeborg med sin fjerde scoring i sæsonen fire minutter før slutfløjtet.

Det gav et retfærdigt resultat af en superligakamp, som Silkeborg trods sin status som bundhold havde stor ære af.

Efter 36 minutter i niende spillerunde blev Nicolaj Agger den kun anden Silkeborg-spiller, som kom på scoringstavlen i Superligaen i denne sæson.

Nicolai Ritter stod for gode driblinger på venstrekanten og sendte bolden ind foran mål, hvor Agger hovedstødte bolden i mål til 1-0.

Silkeborg havde inden lørdagens kamp som bekendt kun scoret tre mål i Superligaen. Alle tre mål scoret af Emil Scheel.

Holdet fik dog hul på bylden, da det midt på ugen blev til en sejr på 7-0 over FC Sønderborg fra Danmarksserien i pokalturneringen. Ved den lejlighed scorede Nicolaj Agger to mål, og han spillede med selvtillid lørdag aften på Silkeborg Stadion.

Hjemmeholdet var afgjort bedste hold på banen i første halvleg.

Kort efter pausen kunne Silkeborg være kommet foran 2-0, da Nicolai Ritter igen driblede sig til baglinjen og fornemt fik sendt bolden ind foran mål. Her misbrugte Emil Scheel sit forsøg ved bageste stolpe, hvor han ellers stort set havde tomt mål.

Selv om Silkeborg egentlig fortsatte med at have kontrol på kampen, lavede Hobro-spillerne deres sædvanlige glansnummer og udlignede sådan lidt ud af ingenting.

Et indkast ind foran mål. To Silkeborg-spillere gik op i samme duel om bolden og efterlod friplads til Hobro-spillere et andet sted i straffesparksfeltet.

Ved fjerneste stolpe sparkede Quincy Antipas til bolden. Hans forsøg ramte stolpen, og så stod Superligaens topscorer Mads Hvilsom klar og huggede til bolden. 1-1.

Ni minutter før slutfløjt kom Hobro foran 2-1, da Anders Egholm helt nede i hoftehøjde hovedstødte bolden i nettet. Relativt ufortjent set over en hel kamp.

Hobros føring holdt dog kun et par minutter. Så udlignede Emil Scheel. Han afdriblede to-tre modstandere og huggede til med venstrebenet. 2-2.

Med det uafgjorte resultat er Silkeborg stadig uden sejr i efterårssæsonen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.