Hobro-slider: Vi skal være skarpere til sidst
Mads Justesen var efter nederlaget i Randers frustreret over at lukke det afgørende mål ind til aller sidst.
Mads Justesen er ikke tilfreds med Hobros afslutning i Randers.
Mads Justesen er ikke tilfreds med Hobros afslutning i Randers. Foto: ANITA GRAVERSEN/POLFOTO


Det startede ellers så godt for Hobro, da holdet lørdag var på besøg i Randers. Gæsterne kom hurtigt foran, men måtte rejse hjem med et nederlag på 1-2.

Hobro-profilen Mads Justesen var efter kampen skuffet over at skulle rejse hjem uden point.

Ifølge midtbaneslideren var spillet til mere end et nederlag, selvom det i perioder så skidt ud.

- Vi kom hurtigt foran, men lige efter det, så sejlede vi rundt og spillede noget af det dårligste, vi har leveret i lang tid. Det kostede et mål, men jeg synes, at vi blev bedre efter det, siger anfører Mads Justesen.

Det afgørende mål faldt i kampens slutfase, og især på det punkt mener Justesen, at Hobro skal forbedre sig.

- Vi må bare erkende, at vi ikke er skarpe nok til at afvise angreb i de sidste minutter. Vi får måske lidt bange anelser til slut, og det er enormt frustrerende.

- Den del skal vi simpelthen have arbejdet ud af vores spil, fordi vi kunne sagtens have fået det uafgjorte resultat og det ene point, siger Mads Justesen.

Cheftræner Jonas Dal peger på, at Hobro hele vejen var med i kampen og kunne have scoret et måske afgørende mål.

- Man kan jo se, at vi er tæt på at score flere gange. Vores dødbolde er rigtig farlige, og hvis vi var kommet foran, så havde tingene set helt anderledes ud, siger han.

Hobro ligger sidst i tabellen med bare én sejr i 11 kampe. Det er skuffende for træneren, der hæfter sig ved, at spillet på banen har været tilfredsstillende.

- Vi er selvfølgelig ikke tilfredse med pointhøsten i øjeblikket, men jeg vil gerne kigge lidt hen over tabellen.

- Som træner, så kigger jeg på, hvad jeg ser på træningsbanen og det spillemæssige i kampene, og det har jeg været fint tilfreds med, siger træneren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.