Hobro siger farvel til midtbanespiller
Rasmus Grønberg Hansen er fortid hos superliga-oprykkerne efter kun en halv sæson i klubben.
Hobro IK rykkede i denne sæson op i Superligaen.
Hobro IK rykkede i denne sæson op i Superligaen. Foto: BROHUS ANDERS/free


Superliga-klubben Hobro og midtbanespilleren Rasmus Grønberg Hansen er blevet enige om at stoppe samarbejdet fra årsskiftet.

28-årige Rasmus Grønberg Hansen forlader primært oprykkerne på grund af familiære årsager, skriver fodboldklubben i en pressemeddelelse.

- Jeg har været rigtig glad for min tid i Hobro, hvor jeg har oplevet et fantastisk omklædningsrum samt gode mennesker i omgivelserne.

- Hobro er en unik klub med fantastiske værdier. Desværre har en kombination af manglende spilletid og familiære årsager gjort, at jeg søger videre i min karriere, siger Rasmus G. Hansen.

Han kom til Hobro 1. september på en fri transfer, og kontrakten løb sæsonen ud. Blot fire kampe blev det til for midtbanespilleren, og Hobro-ledelsen ønsker ikke at stå i vejen for en spiller, der vil væk, siger sportschef Jens Hammer Sørensen.

- Det er med beklagelse, at vi må sige farvel til en dygtig spiller, som vi har været meget glade for. Rasmus G. Hansen har haft en meget professionel indstilling til tingene og har været med til at højne træningsniveauet i truppen.

- Vi har efterkommet et ønske fra Rasmus om at blive løst fra kontrakten, da familien flytter til København, siger Jens Hammer Sørensen.

Rasmus G. Hansen er noteret for sammenlagt 121 superligakampe. Han har foruden Hobro spillet for klubber som FC Midtjylland, Sønderjyske og Randers FC.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.