Hobro sender Vejle ud af pokalen efter målløs kamp
Hobro-målmanden Alexander Nybo reddede for Hobro, og så kunne Kasper Povlsen sørge for sejr over Vejle.
Jonas Dals Hobro-hold kunne ikke score i effektiv spilletid mod Vejle.
Jonas Dals Hobro-hold kunne ikke score i effektiv spilletid mod Vejle. Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO


Hobro kom onsdag aften videre fra anden runde i pokalturneringen i fodbold, DBU Pokalen.

Det holdt dog hårdt, før holdet fra Alka Superligaen havde vundet 4-2 ude over Vejle, der ligger nummer fire i den næstbedste række.

Ingen af holdene formåede at score i de første 90 minutter, og det lykkedes heller ikke i de efterfølgende 30 minutters forlænget spilletid.

I straffesparkskonkurrencen sendte Vejles Jacob Dehn Andersen holdets andet forsøg over mål, og det samme gjorde Hobros Morten Beck Andersen på det efterfølgende spark.

Vejles Simon Nagel brændte hjemmeholdets fjerde forsøg, da Hobro-målmanden Alexander Nybo gik til den rigtige side og reddede.

Derefter kunne den tidligere AGF-spiller Kasper Povlsen sende Hobro videre, da han scorede til 4-2 på gæsternes femte forsøg.

Avancementet er en kærkommen opmuntring for træner Jonas Dals mandskab.

Hobro har fået en elendig begyndelse på sæsonen i Superligaen.

Klubben har blot hentet fire point i syv kampe og ligger på sidstepladsen.

Tidligere onsdag vandt Lyngby fra den næstbedste række 5-0 ude over Ledøje-Smørum.

FC Vestsjælland spillede den første kamp, siden klubben fyrede cheftræner Michael Hansen.

Assistenten Janus Blond stod i spidsen for vestsjællænderne, der vandt 3-0 ude over Avedøre.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.