Hobro erkender fejl: Vi brugte ulovlig spiller
Hobro har brugt Adama Tamboura uden at have spillercertifikatet i orden i fredagens 2-1-sejr hjemme mod AGF.
AGF's Mate Vatsadze i kamp med Hobros  Mads Justesen, da Hobro fredag aften vandt 2-1 i Superligaens østjyske lokalopgør. Nu kan sejren blive taget fra Hobro.
AGF's Mate Vatsadze i kamp med Hobros Mads Justesen, da Hobro fredag aften vandt 2-1 i Superligaens østjyske lokalopgør. Nu kan sejren blive taget fra Hobro. Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO


Superligaklubben Hobro risikerer at miste de tre point, som holdet hentede fredag aften i Alka Superligaen.

Hobro har i fredagens kamp mod AGF benyttet Adama Tamboura, hvis spillercertifikat ved en procedurefejl ikke var blevet overført fra den tidligere klub.

- Det er en meget beklagelig procedurefejl, der ikke må ske. På klubbens vegne skal jeg beklage over for vores trænere, spillere, sponsorer og fans.

- Vi vil samtidig benytte lejligheden til at stramme op på procedurerne, således at dette ikke vil kunne ske igen, siger Hobros formand Steen Juulsgaard til klubbens hjemmeside.

Hobro har sendt en redegørelse til DBU's disciplinærudvalg, der behandler sagen i øjeblikket. Hobro afventer DBU's afgørelse.

Der er naturligvis skuffelse hos de 14 spillere, der på banen sikrede sejren på 2-1 mod AGF.

Allerede nu er Hobros anfører Mads Justesen afklaret med, at DBU formentlig vil fratrække de tre point og tildele dem til AGF.

- Lige nu er vi rigtig skuffede. Vi havde brug for tre point, og vi synes, at vi havde fortjent sejren efter en god fight.

- Men vi må op på hesten igen og hente point i de kommende kampe, siger Hobros anfører Mads Justesen.

Hobro havde inden sejren over AGF kun hentet fire point og lå helt i bunden af Superligaen. Med sejren rykkede Hobro midlertidigt over stregen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.