Hobro-anfører: Jonas Dal havde fortjent pænere afsked
Mads Justesen ærgrer sig over måden, Jonas Dal har taget afsked med Hobro på. Dal fortjener bedre, mener han.
Mads Justesen (t.h.) er ked af, at Jonas Dal er færdig i Hobro.
Mads Justesen (t.h.) er ked af, at Jonas Dal er færdig i Hobro. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Tirsdag tog Jonas Dal officielt afsked med sin nu tidligere klub Hobro. Det ærgrer den 32-årige anfører Mads Justesen, som havde håbet, at Dal havde fået en mere værdig afsked.

- Jeg skal ærligt indrømme, at det har sgu taget hårdt på mig. Jonas har været en sindssyg stor del af den rejse, vi har været igennem, og vi har delt utrolig mange ting med ham.

- Jeg havde egentlig håbet, vi kunne tage afsked på en anden måde, end den måde det skete i omklædningsrummet. Det synes jeg, han fortjener. Jeg ønsker Jonas det bedste - uden tvivl, siger Mads Justesen til Ritzau.

Jonas Dal skal fra næste sommer overtage trænersædet hos konkurrenten Esbjerg. Siden præsentationen har hverken Jonas Dal eller Esbjerg lagt skjul på, at man gerne ville starte det samarbejde allerede fra nytår.

Jonas Dals sidste kamp i spidsen for Hobro blev søndagens nederlag ude mod FCK, hvor Hobro tabte 1-3. Mads Justesen er ked af, at nederlaget blev Dals sidste kamp i spidsen for klubben.

- Det kom lidt bag på mig, at man har valgt at gøre det efter FCK-kampen. Men det er en svær situation i forhold til, at han er blevet præsenteret i Esbjerg og har besluttet, at han skal videre. Jeg havde måske bare håbet, at det var blevet gjort på en anden måde.

- Det lå lige til højrebenet, at vi skulle have gjort det her i vinterpausen. Det blev ikke sådan, og nu har vi seks ufatteligt vigtige kampe, som vi er nødt til at holde fokus på. Det starter vi på onsdag, siger Mads Justesen.

Den nu tidligere Hobro-træner Jonas Dal overtog tøjlerne i Hobro i 2013. I 2014 rykkede Hobro overraskende op i Superligaen for første gang, hvor klubben leverede en flot sæson.

Derfor er Mads Justesen også ked af, at Jonas Dal ikke får mulighed for at blive i Hobro minimum indtil vinterpausen, hvor anføreren selv føler, at et trænerskifte havde passet bedre ind.

- Der er ikke noget på træningsbanen, eller i måden Jonas har været på over for truppen, der har gjort, at vi ikke skulle synes det.

- Jeg har på intet tidspunkt været i tvivl om Jonas' loyalitet eller engagement. Det ved han også godt, siger anføreren.

Assistenterne Lars Justesen og Michael Kryger overtager midlertidigt ansvaret for træningen sammen med klubbens talentchef Peter Thomsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.