HK og FOA i ny alliance: Vil udrydde stress
En række store organisationer går i fælles front mod folkesygdommen stress.
Stress årsag til op mod en fjerdedel af sygefraværet i Danmark, viser tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Stress årsag til op mod en fjerdedel af sygefraværet i Danmark, viser tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Modelfoto: Iris


Det skal være slut med stress på de danske arbejdspladser, uddannelser og blandt danske ledige.

Det er tanken bag et nyt samarbejde, der bliver præsenteret i dag. Her er stress-eksperter gået sammen med vidt forskellige organisationer som Forsikring & Pension, Hjerteforeningen, HK, Psykiatrifonden, FOA og PenSam i et fællesskab kaldet StressAlliancen.

- Vi er gået ind i det med den holdning, at det ikke kun er dit og mit problem, hvis vi bliver ramt af stress. Stress er et fælles problem, der skal behandles kollektivt, siger Mette Kindberg, forbundsnæstformand i HK, til Avisen.dk.

StressAlliancens formål er at bekæmpe stress i Danmark. Det skal helt konkret ske ved at finde og formidle de konkrete metoder, der virker i forhold til særligt forebyggelse.

- Vi går efter, at der ikke er nogen, der bliver stresset. Vi skal have en ordentlig politik, så det bliver legalt at sige fra, inden man bliver syg. Vores udgangspunkt er medlemmernes ve og vel, men arbejdsgiverne har jo heller ikke gavn af syge medarbejdere, der koster på bundlinjen. Og så er det også mange penge, man belaster det offentlige med, siger Mette Kindberg.

Vi skal have en ordentlig politik, så det bliver legalt at sige fra, inden man bliver syg
Mette Kindberg, HK

Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø er stress årsag til op mod en fjerdedel af sygefraværet i Danmark. Samtidig koster arbejdsrelateret stress mellem 2,3 milliarder kroner og helt op mod 14,7 milliarder kroner årligt. Det viser tal fra Statens Institut for Folkesundhed fra 2006, der indbefatter udgifter til indlæggelser, sygesikring, førtidspensionering samt produktivitetstab. 

Skal finde en fælles værktøjskasse

Psykiatrifonden er en anden af de organisationer, der er gået med i samarbejdet. En vigtig forudsætning for det har været, at StressAlliancens medlemmer favner bredt.

- Det er en alliance på både den ene og den anden side af bordet med både arbejdsgivere, arbejdstagere og eksperter, som sammen skal finde frem til en værktøjskasse, som virksomhederne kan bruge både på den individuelle plan og på gruppeplan, forklarer Psykiatrifondens kommunikationschef Niels Adler til Avisen.dk.

Stressramte danskere risikerer alvorlige følgesygdomme som hjertekarsygdomme, angst og depression.

- Det skal vi selvfølgelig have reduceret og forebygget, og det kan man ofte på arbejdspladserne, hvis det bliver håndteret rigtigt, og det håber vi, at alliancen kan være med til at sikre, forklarer Niels Adler.

Både i HK og Psykiatrifonden er håbet, at man i fællesskab kan finde frem til fælles løsningsmodeller og indput til en politisk handleplan.

Skeptisk ekspert

Ud over de forskellige organisationer er også eksperter en del af StressAlliancen. En af dem er Thomas Milsted, der står i spidsen for Stresstænketanken og er forfatter til en række bøger om stress, trivsel og arbejdsglæde.

Han er enig i, at det er nødvendigt at få politikerne på banen.

- Vi skal have noget lovgivning på det her område, siger han.

Han er dog ikke udelt begejstret for den nye alliance. 

- Min bekymring går blandt andet på, om vi nu også bruger en masse tid på at finde frem til en masse løsninger, som vi – og jeg – har gjort i tonsvis af tænketanke efterhånden. Og når man så præsenterer det, får man en våd klud i hovedet endnu en gang, fordi man ikke har pengene til at rykke på det, siger Thomas Milsted.

Samtidig er han bekymret for, om der bliver lagt for stort fokus på stress hos det enkelte individ i stedet for i de større strukturelle sammenhænge.

- Det er der, problemet ligger. Der er masser af tilbud til individet, men det kan ikke nytte noget, at individet får en masse råd til, hvordan de skal overleve de her konsekvenser, hvis ikke vi kigger på konsekvenserne. Og der er nogle problemer omkring ledelse, tidspres og så videre. Det er vi nødt til at kigge på efterhånden, siger han.

Han understreger dog, at han hilser alle tiltag, der kan gøre noget ved stress, velkomne. Han er særligt begejstret for, at alliancen vil forsøge at finde frem til en fælles definition af stress.

- Det har vi virkelig savnet. Ellers bliver vi bare ved med at diskutere, hvordan man skal opfatte stress. Og hvis du skal blive ved med det, så kommer du ikke videre, siger Thomas Milsted til Avisen.dk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.