"Vi vil være det bedste og mest ansvarlige sted at handle og arbejde".
Sådan præsenterer Coop sig på sin hjemmeside. Men alligevel får op til 62 ansatte i regskabsafdelingen kniven og deres job flyttes til Indien.
Det er forkasteligt og hyklerisk af Coop, mener HK Handel, der raser over, at Coop ikke lever op til egne værdier.
- Alt deres snak om ansvarlighed og etik klinger noget hult, når man vælger at belønne loyale medarbejdere med en fyreseddel og sende jobbene til Indien. Derfor vil vi appellere til FDB's bestyrelse for at få organisationen til at leve op til det ansvar de bryster sig med, siger Anne-Marie Helt, faglig sekretær i HK Handel.
Danskerne handler så meget ind i Coops butikker, at virksomheden i seneste regnskab skummer fløden. Det er ikke i orden, at brande sig selv som socialt ansvarlig virksomhed og samtidig med den anden hånd fyre løs, mener HK Handel.
- Coop er ejet af medlemsorganisationen FDB og bruger enormt meget tid på at sælge sig selv som en social ansvarlig virksomhed. Men det her er godt nok ikke særlig samfundsansvarligt - tværtimod. Det seneste regnskab fra Coop viser et overskud på 773 millioner, og det virker derfor urimeligt overfor vores medlemmer, at erstatte dem med billig arbejdskraft fra Indien, siger Anne-Marie Helt.
Coop mener, at de fyrede ansatte får en god fratrædelse, det har koncernøkonomidirektør Mikael Kock sagt til Newspaq.
- Vi har en god pakke med fratrædelsesvilkår for vores medarbejdere. Derudover har vi også et forløb, hvor medarbejderne får udviklet cv'er, som sendes videre til større virksomheder. Og når der i det næste år bliver en tom stol i Coop, vil vi først se de afskedigede medarbejderes vej, lyder det.
Det er et svært marked og det koster fyringer, lød det fra direktøren.
Også det klinger hult i HK Handels ører, når fagforeningen har vist mådehold i lønforhandlingerne.
- Vi har udvist løntilbageholdenhed ved forhandlinger i de sidste fire år, fordi vi gerne ville være med til at tage ansvar for at sikre virksomheden igennem krisen. Men jeg må indrømme, at jeg er ærgerlig over, at det her så er takken. Det bliver sværere at få medarbejderne til at føle ansvar overfor virksomheden fremover, siger Anne-Marie Helt.
Det er blot et halvt år siden, at Coop nedlagde 200 stillinger med omfattende fyringer til følge.