Hjulsager-drøn giver Brøndby 2-1-sejr i Viborg
Brøndby er fortsat nummer to i Alka Superligaen, efter at de blågule søndag vandt 2-1 ude over Viborg.


Et fremragende mål af Andrew Hjulsager blev afgørende, da Brøndby med en 2-1-sejr ude over Viborg konsoliderede sig på andenpladsen i Alka Superligaen.

Hjulsager afgjorde kampen med et følt langskud med 18 minutter tilbage af opgøret, efter at Christian Sivebæk i starten af anden halvleg havde udlignet for Viborg.

Gæsterne fik en drømmestart med et mål af Kamil Wilczek efter bare syv minutter.

Med sejren er Brøndby alene på andenpladsen i landets bedste fodboldrække, mens Viborg fortsat er tredjesidst, blot et point foran bundholdene OB og Esbjerg.

Brøndby lagde stærkt fra land i søndagens opgør. Efter at Hjörtur Hermannsson havde haft et hovedstød på overliggeren, bragte Kamil Wilczek gæsterne foran efter syv minutters spil.

Et godt ryk af Andrew Hjulsager bragte Viborg-defensiven i ubalance, og efter et par tilfældigheder havnede bolden ved den målfarlige polak, der sendte bolden mellem benene på Viborg-keeper Peter Friis til 1-0.

Hjemmeholdet havde mere end svært ved at svare igen på den gode Brøndby-start, og ved pausen stod det 1-0 til gæsterne.

Der skulle dog kun gå 110 sekunder af anden halvleg, før Viborg kom på 1-1.

Jonas Kamper fandt Christian Sivebæk i dybden, og mens Brøndby-backen Svenn Crone ophævede den potentielle offside, løftede Sivebæk elegant bolden over Frederik Rønnow til udligning for hjemmeholdet.

Målet tog noget af vinden ud af Brøndby-sejlet fra første halvleg, men slutteligt kom gæsterne igen ovenpå. Og med cirka 20 minutter igen afgjorde Hjulsager kampen.

U21-landsholdsspilleren fik bolden efter tålmodigt angrebsspil, og han lagde elegant bolden ind bag en prisgivet Peter Friis i Viborg-målet til slutresultatet 2-1 til gæsterne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.