Hjulmand om sine spillere: Som ketchup
Mainz-træneren satser på at få sine andre angribere i gang til at supplere Shinji Okazakis målproduktion.
Mainz' danske træner venter bare på, at der går 'hul på bylden', så kommer målene.
Mainz' danske træner venter bare på, at der går 'hul på bylden', så kommer målene. Foto: Malte Christians/AP


Kasper Hjulmands klub, Mainz, væltede sig ikke ligefrem i målscorere i efterårssæsonen i Bundesligaen.

Blot 19 mål i 17 kampe scorede fodboldklubben, og otte af scoringerne blev sat ind af den samme spiller, japaneren Shinji Okazaki, som er skadet i øjeblikket.

Den danske træner har dog fortsat tiltro til, at holdets øvrige angribere kan score de nødvendige mål, når anden halvdel af Bundesligaen bliver indledt i den kommende weekend.

- Det er som med en flaske ketchup. Det er svært i begyndelsen, men når det kommer ud, så kommer det, siger danskeren ifølge fodboldmagasinet Kickers hjemmeside.

Sami Allagui scorede et enkelt mål i efteråret, mens hverken Pablo De Blasis eller Petar Sliskovic fik scoret i de få kampe, de spillede.

Kasper Hjulmand, der er i gang med sin første sæson i Mainz, ved endnu ikke, hvornår han igen kan råde over Shinji Okazaki.

- Det ser ikke dårligt ud med ham. Jeg håber på ham i den første uge. Men lige nu er det ikke til at sige, om han er med i den første, anden eller tredje kamp, siger danskeren.

Mainz lejede onsdag angriberen Nicolas Castillo hos belgiske Club Brugge. Chileneren er lejet for resten af sæsonen.

Mainz ligger nummer 12 i Bundesligaen med 18 point.

Klubben tager på lørdag mod Paderborn.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.