Hjulmand henter Tobias Mikkelsen hjem fra Norge
Kasper Hjulmand henter en gammel kending tilbage til FC Nordsjælland. Tobias Mikkelsen får to og et halvt år.
Tobias Mikkelsen forlader Rosenborg med en norsk mestertitel i kufferten. Han vender nu tilbage til FC Nordsjælland.
Tobias Mikkelsen forlader Rosenborg med en norsk mestertitel i kufferten. Han vender nu tilbage til FC Nordsjælland. Foto: Vadim Ghirda/AP


Tobias Mikkelsen vender tilbage til FC Nordsjælland efter tre års ophold i norske Rosenborg.

FCN's tilbagevendte træner Kasper Hjulmand har et godt kendskab til den 29-årige kantspiller, som i 2012 var med til at sikre Farum-klubben det danske mesterskab. Derudover blev det til to pokaltitler i 2010 og 2011.

- Med Tobias tilbage får vi en spiller, som er meget direkte i sin stil og kan true i bagrummet med sine konstante dybdeløb, siger Kasper Hjulmand i en pressemeddelelse fra FCN.

- Han kan skabe rum til sine medspillere eller selv afgøre tingene på den sidste tredjedel af banen.

- Vi tror på, at Tobias har de bedste år foran sig, da han i en relativ sen alder startede med professionel fodbold, siger Hjulmand.

Tobias Mikkelsen nåede 96 kampe for FCN i sin første periode i klubben, inden han blev solgt til Greuther Fürth i den tyske Bundesliga.

I 2013 gik turen videre til Rosenborg i Norge. Det er sideløbende blevet til otte landskampe for Danmark.

Tobias Mikkelsen har fået en kontrakt af to og et halvt års varighed i FCN.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.