Hjulmand har overvundet sine startproblemer i Mainz
Efter en tung start er Kasper Hjulmand og Mainz-spillerne ved at finde hinanden. Det kan ses på banen.


Det er et aktuelt tophold, som Mainz-træner Kasper Hjulmand tirsdag aften sender på banen til lokalopgør mod Eintracht Frankfurt i femte spillerunde i den tyske Bundesliga.

Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, når man tager i betragtning, at den tidligere mestertræner fra FC Nordsjælland fik en mislykket start i klubben med utidig exit fra både Europa League og den tyske pokalturnering.

Men weekendens imponerende 2-0-sejr over Dortmund var et bevis på, at tingene nu går den rigtige vej for Hjulmand, og at spillertruppen efterhånden har vænnet sig til en ny chef med en anden stil.

Det siger Bo Svensson, den tidligere Mainz-spiller, som nu er tilknyttet klubben som trænerlærling og jævnligt følger Hjulmand på træningsbanen.

- Det har ikke været nemt, men det tror jeg heller ikke, Kasper havde forventet. Efterhånden som spillerne og trænerne har sporet sig ind på hinanden, er det gået fremad med stormskridt.

- Alt er stadig ikke perfekt, men der er større forståelse, end der var i starten, siger Bo Svensson.

Mainz' Bundesliga-historie har været tegnet af Jürgen Klopp og Thomas Tuchel, to karismatiske trænerprofiler, og der er derfor noget at leve op til for Kasper Hjulmand.

Tuchel forlod Mainz efter sidste sæson, hvor han afleverede den forholdsvis beskedne klub på en stærk syvendeplads.

- Uanset hvem, der var kommet, ville det være en stor forandring. I spillet søger Kasper efter mange af de samme ting som Tuchel, men der er også ting, der bliver gjort anderledes. Kasper har en anden ledelsesfilosofi, som folk lige skal vænne sig til.

- Danskere bruger mindre kæft, trit og retning, uden at det på nogen måde er blødsødent. Men der er bare en anden tilgang til måden at lede en gruppe på, forklarer Bo Svensson.

Mainz er ubesejret efter de første fire kampe. Efter to sejre og to uafgjorte har holdet samlet otte point, hvilket rækker til en aktuel andenplads.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.