Hjort: "SR-regeringen har photoshoppet dansk økonomi i valgkampen"
Som varslet nedjusterer Venstre vækstskønnet på baggrund af et "kasseeftersyn" af statens finanser.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) fremlægger mandag et kasseeftersyn, der neddrosler forventningerne til statens finanser.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) fremlægger mandag et kasseeftersyn, der neddrosler forventningerne til statens finanser. Foto: GREGERS TYCHO/POLFOTO


Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) vil mandag formiddag fremlægge et større dansk underskud, end SR-regeringen bebudede var realiteten før valget, skriver Jyllands-Posten.

Ifølge avisens oplysninger viser den nye regerings kasseeftersyn, at Danmarks underskud er større, end SR-regeringen oplyste i sin sidste budgetoversigt i maj.

Mens Bjarne Corydon (S) var finansminister blev den såkaldt strukturelle saldo opgjort til -0,6 procent af BNP i 2015, men ifølge V-regeringen nu hæver underskuddet til -0,9 procent af BNP i år.

I 2016 forventede SR-regeringen en saldo på -0,5 procent. Den nye regering hæver underskuddet til -0,7 procent.

Hvis det økonomiske råderum nedjusteres med tre milliarder kroner, vil den strukturelle saldo igen ramme -0,5 procent af BNP.

Det er den underskudsgrænse, der er kravet i budgetloven, som et bredt flertal af Folketinget har forpligtet sig til at overholde.

Også vækstskønnet nedjusteres. For 2015 falder det fra 1,7 til 1,5 procent af BNP, og for 2016 falder skønnet fra 2,0 til 1,9 procent af BNP.

Finansministeren varslede selv de dårligere tal søndag aften på Facebook, hvor han anklagede den tidligere regering for at have forskønnet den danske økonomi:

- Hvis vi ikke får styr på det strukturelle underskud, kommer vi på kant med budgetloven og EU`s regler. Det strukturelle underskud må nemlig ikke overstige 0,5 procent af BNP. Derfor skal der føres en ansvarlig finanspolitik. Den tidligere regering har desværre photoshoppet dansk økonomi i valgkampen, og det holder naturligvis ikke. I morgen vil jeg uddybe hvordan de faktiske forhold er i dansk økonomi.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.