Hjort: S må hæve skatter eller spare minus væk
S-plan mangler seks milliarder kroner, mener finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).
Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix
Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix


Socialdemokratiet må enten sætte skatterne i vejret eller spare milliarder af kroner. Det er den eneste vej frem for deres økonomiske plan "Stol på Danmark", der mangler over seks milliarder kroner indtil 2020.

Det mener finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

- Hvis Socialdemokratiet ikke vil være med til, at folk i 2025 går seks måneder senere på pension eller se på SU. Så er en af mulighederne at hæve skatten. Ellers skal de kaste sig ud i gigant besparelser på alle mulige andre områder, siger Claus Hjort Frederiksen.

Finansministeriet har beregnet, at der knap 13 milliarder kroner i økonomisk råderum indtil 2020. Socialdemokratiet bruger næsten det hele, knap 12 milliarder kroner, på en vækst i det offentlige forbrug på 0,6 procent.

Derfor mangler der næsten 7 milliarder kroner, når Socialdemokratiet også skal beskytte boligejerne, lave investeringer, betale Togfonden, spare op til ældres alderdom og fjerne PSO-afgiften, mener finansministeren.

- Deres plan er nødlidende. De prøver at slippe for alt det ubehagelige. Men når man vil alt det gode, så er man nødt til at skaffe pengene på en anden måde. Det er dér, Socialdemokratiet står af, siger Claus Hjort Frederiksen.

Spørgsmål: - Finansministeriet regner frem til 2020. Men Socialdemokratiet har ikke sagt, hvordan de vi indfase deres forslag. De vil forhandle PSO-afgiften. De har ikke lovet, at alle Togfondens projekter om elektrificering af tognettet gennemføres straks?

- Jeg kan kun læse, hvad de skriver i "Stol på Danmark". Jeg har set, at (Socialdemokratiets finansordfører) Benny Engelbrecht forklarer noget om Togfonden. Men det er ikke det, der står i deres program, siger Claus Hjort Frederiksen.

- /ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.