Hjort hyrer Støjbergs eksmand
Finansministeren har ansat Berlingskes Jesper Beinov som ny særlig rådgiver. Det sker kort før 2025-møder.
Claus Hjort Frederiksen har ansat Berlingskes Jesper Beinov som ny særlig rådgiver. Jesper Beinov har tidligere været gift med Inger Støjberg, der nu er udlændinge- og integrationsminister.
Claus Hjort Frederiksen har ansat Berlingskes Jesper Beinov som ny særlig rådgiver. Jesper Beinov har tidligere været gift med Inger Støjberg, der nu er udlændinge- og integrationsminister. Foto: Henning Bagger/Scanpix


Finansminister Claus Hjort Frederiksen har ansat Jesper Beinov som særlig rådgiver.

Jesper Beinov kommer fra en stilling som chef for lederkollegiet samt navne- og debatredaktør på Berlingske.

- Jeg er glad for, at Jesper har takket ja til jobbet. Jeg kender ham fra hans tid i Videnskabsministeriet, og han er en begavet og dygtig rådgiver, der har stor politisk indsigt, siger Claus Hjort Frederiksen.

Dermed har finansministeren nu to særlige rådgivere forud for efterårets svære forhandlinger om regeringens 2025-plan samt finansloven. I forvejen er Lisbeth Mikkelsen ansat som særlig rådgiver.

Jesper Beinov har tidligere været gift med Inger Støjberg, der nu er udlændinge- og integrationsminister.

Claus Hjort Frederiksen den anden minister i regeringen med to særlige rådgivere. Udenrigsminister Kristian Jensen har allerede benyttet sig af muligheden.

Dermed er det kun statsminister Lars Løkke Rasmussen, der som de sidste af tre ministre med privilegiet ikke har gjort brug af muligheden for to rådgivere.

Jesper Beinov har arbejdet hos Berlingske Media siden 2006 i en række forskellige ledende stillinger, blandt andet som kulturredaktør på Berlingske og redaktionschef for online medier på Midtjyske Medier.

Han er uddannet cand.mag. i dansk og historie og har en master i redaktionel ledelse plus en master i europastudier.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.