Der mangler penge til investeringer, til PSO-afgiften og til kernevelfærd. Og der er stort set ingen forbedring af beskæftigelsen.
Sådan lyder karakteristikken fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) af det forhandlingsoplæg, Socialdemokraterne har præsenteret onsdag.
Finansministeren har ikke meget godt at sige om oplægget, der opererer med et råderum på knap 40 milliarder kroner i 2025. Det er det, Finansministeriets økonomer har regnet sig frem til, der vil være, hvis man ikke laver yderligere reformer.
Men mens Socialdemokraterne altså mener, at de 40 milliarder er nok til at sikre et ordentligt velfærdsniveau - uden at der altså skæres i SU eller pilles ved pensionsalderen - så mener regeringen, at Danmark bør stræbe efter at blive endnu rigere.
- Vi har fremlagt forslag, der gør Danmark mere robust de kommende år, hvor vi får demografisk modvind. Det sætter os i stand til at øge råderummet og sætte penge af til både fremtidens velfærd og uforudsete hændelser, påpeger Hjort.
- Det vil Socialdemokratiet ikke. De siger, at tiden ikke er til nye arbejdsudbudsreformer. Og deres plan giver færre penge til velfærd og uforudsete hændelser, udtaler han i en skriftlig kommentar.
Socialdemokraterne påpeger selv, at de overhovedet ikke deler regeringens diagnose af problemerne i dansk økonomi.
Økonomien er grundlæggende sund, der er ikke brug for de store reformer, og hvis man lader være med at bruge penge på skattelettelser, er der råd til både velfærd og mere uddannelse, lyder det.
Regeringen ønsker at øge arbejdsudbuddet blandt andet ved at sætte skatten ned, reformere SU-systemet og hæve pensionsalderen.
Socialdemokraterne vil satse på en opkvalificeringsreform. Den skal sikre, at virksomhederne kan få den arbejdskraft, de efterspørger. Det tror Claus Hjort ikke vil virke.
- Socialdemokraternes udspil forbedrer praktisk talt ikke beskæftigelsen, og det er meget svært at se, at det giver mere vækst, mener han.
Samme vurdering har Mads Lundby Hansen, cheføkonom i tænketanken Cepos. Han kalder S-planen for en "status quo-plan".
- Hvis væksten skal op, skal flere i arbejde via nye reformer. Og det skal blive mere attraktivt at arbejde og investere via lavere marginalskat. Det leverer S-planen ikke, skriver han i en kommentar.
/ritzau/