Hjort giver ikke jobgaranti ved udflytning
Statsansatte får ikke jobgaranti, når deres job flytter, fastslår finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).


3900 statsansatte kan kigge i vejviseren efter en jobgaranti, når regeringen flytter deres job til 38 byer. Udlændingestyrelsen flytter eksempelvis til Næstved, Klagenævnenes Hus samles i Viborg, mens energien får sæde i Esbjerg.

Det siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), da regeringen fremlægger planen med titlen "Bedre balance - Statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder". Venstre lovede i valgkampen at flytte flere statslige job til provinsen.

- Dette håndterer vi indenfor de gældende overenskomster. Det er ligesom udgangspunktet. Det bliver håndteret i de enkelte styrelser, siger Claus Hjort Frederiksen.

- Der vil man udfolde store bestræbelser på at hjælpe dem, der vælger at flytte med. Der skal de lokale, man flytter til, yde en meget stor indsats i den forbindelse. Men så vil man da også hjælpe mennesker, der bliver, med at komme videre i deres arbejdsliv.

Thomas Damkjær Petersen, som er formand for IDA Offentlig med godt 8000 offentligt ansatte ingeniører, frygter, at planen koster dyrt. Ni af ti ingeniører i statslige styrelser vil ikke flytte med deres arbejdsplads til Fyn eller Jylland. Det viser IDA's undersøgelse.

- Holder det stik, står regeringen med et hidtil uset "brain drain", som vil tage år at genopbygge, siger Thomas Damkjær Petersen i en kommentar.

Han kræver fire års jobgaranti for de ansatte. Udflytningen skal ske i ét hug, så de ansatte ikke får en ny runde senere, mener Thomas Damkjær Petersen.

Regnskabet skal gå op i de enkelte styrelser. Hvis udflytningen koster mere end 100.000 kroner i gennemsnit pr. ansat, skal styrelsen betale, forklarer finansministeren.

- Ja, det er udgangspunktet for øvelsen. Sådan er det i øvrigt, når man omorganiserer, siger Claus Hjort Frederiksen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.