Hjort før sundheds-forhandlinger: "Vi står ved vores løfte"
Regionerne og regeringen genoptager økonomiforhandlinger under tidspres. Regionerne kræver flere penge.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), der her ses i anden anledning, har taget hul på forhandlinger om næste års økonomi for sundhedsvæsnet.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), der her ses i anden anledning, har taget hul på forhandlinger om næste års økonomi for sundhedsvæsnet. Foto: GREGERS TYCHO/POLFOTO


Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) forhandler mandag formiddag med Danske Regioner, repræsenteret af Bent Hansen (S) om, hvor mange penge, regionerne næste år skal have at drive sundhedsvæsen for.

Et forbedret sundhedsvæsen er højt på regeringens prioriteringsliste, men alligevel vil finansministeren ikke på forhånd love flere penge.

- Vi har en budgetlov her i landet, og vi har et hensyn til EU's vækst- og stabilitetspagt. Men jeg er da enig i at vi skal da forbedre sundhedsvæsnet, siger Claus Hjort Frederiksen på vej ind til forhandlingerne.

De blev sat på pause, da der blev udskrevet folketingsvalg, og derfor er politikerne nu under tidspres, da det er på høje tid, at regionerne kommer i gang med at lægge budgetter for næste år.

Bent Hansen har gjort det klart, at der er nye sparerunder i vente, hvis ikke regeringen skaffer flere penge.

- Vi har givet et løfte om at forbedre sundhedsvæsnet, og det står vi selvfølgelig ved, siger Claus Hjort Frederiksen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.