Kritikken har de seneste dage haglet ned over Dansk Folkeparti, fordi partiet er gået med i en finanslovsaftale, der skærer i boligydelsen til en gruppe udsatte ældre.
Det har fået partiformand Kristian Thulesen Dahl til at true med at kræve en genforhandling af den del af finanslovsaftalen, som partiet ellers har nikket godkendende til. Det sker fordi han ikke mener, at de eksempler, partiet så inden aftalen blev indgået, stemmer overens med de advarsler, som Ældre Sagen har været ude med. Ifølge organisationens beregninger rammes mellem 150.000 og 175.000 pensionister af nemlig af aftalen, og de står til at miste op mod 8000 kroner om året.
Finansministeren Claus Hjort Frederiksen (V) afviser dog over for tv2.dk, at Dansk Folkeparti eller andre forhandlere bevidst er blevet ført bag lyset under forhandlingerne.
- Jeg tror ikke, der er nogen, der føler sig ført bag lyset. Det har i hvert fald ikke været hensigten. Nu ser vi på de tal, som Ældre Sagen har fremlagt, og vi ser på de eksempler. Jeg mener allerede at kunne se, at en del af de eksempler vedrører situationen efter 2021, hvor man opererer med nogle meget høje huslejer og meget lave indtægter. Men det må vi se på, siger ministeren til tv2.dk
Han frygter ikke, at der bliver ændret på den samlede finanslov.