Da de tilbage i 2010 medvirkede i det britiske X Factor, blev det kun til en tredjeplads, men siden da har boybandet One Direction i den grad taget revanche.
Millioner af teenagere hele verden over har nemlig taget drengegruppen til sig og sørget for, at de på rekordtid er blevet et af de største popnavne i verden.
Og søndag aften kunne de fem drenge så kalde sig aftenens store vindere ved MTV's Europe Music Awards. Hele tre priser blev det nemlig til for de unge fyre, der dog ikke selv var til stede ved showet, der i år bliver afholdt i Glasgow i Skotland.
De fik prisen for bedste pop, bedste liveoptræden og ikke mindst for at have flest fans.
Der var to priser til sangerinden Katy Perry, der vandt for bedste musikvideo til sangen "Dark Horse" og for at have det bedste look. Også bandet 5 Seconds of Summer modtog to priser - nemlig for at være bedste nye band og prisen for at være dem, MTV ser en lysende fremtid for.
Sangerinden Ariana Grande, der har gjort kometkarriere med hits som "Breaking Free" og "Problem", blev belønnet med priserne for bedste kvindelige kunstner og bedste sang for "Problem".
Statuetter var der blandt andet også til Justin Bieber, der vandt prisen for bedste mandlige kunstner, Linkin Park, der vandt for bedste rock og ikke mindst til aftenens værtinde, rapfænomenet Nicki Minaj, der vandt for bedste hiphop.
Rocklegenden Ozzy Osbourne blev belønnet med årets Global Icon Award for sine mange år i branchen. En pris, der blev overrakt på scenen i Glasgow af guitarikonet Slash.
U2, Enrique Iglesias, Ed Sheeran og Alicia Keya var blandt de optrædende kunstnere ved prisfesten, som i år blev afholdt for 20. gang.
Newspaq