Hjernekirurg melder sig som præsidentbud
Ben Carson, der er pensioneret hjernekirurg, oplyser, at han vil være Republikanernes præsidentkandidat.
Ben Carson har meldt sig ind i kampen om at blive Republikanernes kandidat frem mod præsidentvalget i USA næste år. Genrefoto
Ben Carson har meldt sig ind i kampen om at blive Republikanernes kandidat frem mod præsidentvalget i USA næste år. Genrefoto Foto: Colourbox/free


Endnu en republikaner har meldt sig i kampen om at blive partiets præsidentkandidat frem mod det amerikanske valg i 2016.

Søndag siger den pensionerede hjernekirurg Ben Carson, at han stiller op i kapløbet om at blive nomineret til at stå i spidsen for Republikanerne i kampen om Det Hvide Hus.

- Jeg er villig til at blive en del af ligningen, og derfor annoncerer jeg nu mit kandidatur til at blive USA's næste præsident, siger Carson i et interview med tv-stationen WPEC i Florida.

63-årige Ben Carson er en populær skikkelse i den konservative Tea Party-lejr i det republikanske parti. Det ventes, at han vil gøre sit kandidatur officielt i storbyen Detroit mandag.

Carson bliver dermed det første afroamerikanske præsidentemne i det republikanske kandidatfelt.

- Mange mennesker har sagt til mig, at jeg burde stille op til præsidentvalget, selvom jeg ikke er politiker, siger Ben Carson.

Hjernekirurgen har flere store meritter på sit medicinske cv. Blandt andet er han den første læge, der formåede at operere siamesiske tvillinger, der sad sammen i baghovedet, fra hinanden.

Det skete i 1987.

Ben Carson har på den politiske scene gjort sig bemærket ved at rette skarp kritik af præsident Barack Obama og komme med en række kontroversielle udtalelser om homoseksuelle.

Han skal dog slå en række andre republikanske profiler for at blive partiets endelige præsidentkandidat.

Tidligere har blandt andre Marco Rubio, der siden 2011 har været senator i Florida, offentliggjort sit kandidatur.

Det samme har Ted Cruz og Rand Paul.

De ventes yderligere at få følgeskab af Jeb Bush, Chris Christie og muligvis flere andre.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.