Hjemvendt målscorer stråler i AGF's stensikre pokalsejr
AGF vandt sikkert 3-0 over Sønderjyske i DBU Pokalens kvartfinale og er dermed videre til semifinalerne.
AGF er videre til semifinalerne i DBU Pokalen efter en 3-0 sejr over Sønderjyske. Især nyindkøbte Morten "Duncan" Rasmussen gjorde ondt på sønderjyderne.
AGF er videre til semifinalerne i DBU Pokalen efter en 3-0 sejr over Sønderjyske. Især nyindkøbte Morten "Duncan" Rasmussen gjorde ondt på sønderjyderne. Foto: Christer Holte/Polfoto


AGF er videre til semifinalen i DBU Pokalen efter en sikker 3-0 sejr over Sønderjyske tirsdag aften.

Aarhusianerne dominerede kampen fra start, og der var aldrig rigtig tvivl om det endelige resultat.

Især AGF's Morten "Duncan" Rasmussen voldte Sønderjyske-spillerne problemer, og nyindkøbet blev med et mål og en assist afgørende for kampens resultat.

Specielt høje bolde til den store angriber var der mange af, og det gav pote allerede efter seks minutter. Et langt indlæg fra venstre side endte i panden på "Duncan", der med høj fart sendte bolden direkte i Sønderjyske-målet.

Blot et kvarter senere forlængede "Duncan" en høj bold til Elmar Bjarnason, der køligt placerede bolden i nettet med venstrebenet, mens Sønderjyskes forsvar så passivt til, og så stod det 2-0 til gæsterne fra Aarhus.

Det var Bjarnasons andet mål i blot to kampe under AGF's nye træner, Glen Riddersholm.

I anden halvleg lukkede Jesper Lange kampen, da han efter et hjørnespark med nød og næppe fik prikket bolden over stregen.

Sønderjyskes fans fik aldrig meget at varme sig på i det forårskolde snevejr, og Sønderjyske-spillerne lignede mest af alt en flok, der ikke var kommet ordentligt ud af det varme omklædningsrum.

Defensiven gav ofte "Duncan" for meget plads, og oppe foran var sønderjyderne uskarpe på de få målchancer, de fik skabt. Og selv om anden halvleg bød på enkelte chancer til hjemmeholdet, blev det aldrig rigtig farligt.

Første kamp i semifinalerne spilles 6. eller 7. april. Der trækkes lod om modstanderen 8. marts.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.