Hjemmeværnsfolk sendt hjem fra grænsen: Levede ikke op til krav om værdighed
Tre hjemmeværnsfolk er sendt hjem fra grænsen, fordi de ikke levede op til den værdighed, som politiet kræver.
Hjemmeværnet er indsat for at aflaste politiet i forbindelse med grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse.
Hjemmeværnet er indsat for at aflaste politiet i forbindelse med grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse. Foto: Bonnerup Claus/Polfoto


For tre uger siden blev Hjemmeværnet sendt til den dansk-tyske grænse for at aflaste politiet. Nu er tre hjemmeværnsfolk fritaget for tjeneste og sendt hjem igen.

Det skriver JydskeVestkysten.

Chefen for ledelsessekretariatet hos Hjemmeværnskommandoen, oberstløjtnant Morten Thomsen, bekræfter hjemsendelsen over for avisen.

Han kan ikke fortælle, præcist hvorfor de tre personer er fritaget fra tjeneste. Men han tilføjer, at de efter politiets interne undersøgelser er faldet for det såkaldte decorumkrav.

Decorumkravet stiller særlige krav til, at tjenestemænd lever op til den tillid og agtelse, som er nødvendig i eksempelvis en stilling inden for politiet.

De tre personer fra Hjemmeværnet viste sig ikke at leve op til den værdighed og agtelse, som politiet kræver af tjenestemænd, skriver JydskeVestkysten.

- Men vi har ikke kendskab til, hvad det er, de er faldet for. Men de lever ikke op til de krav, som politiet stiller ifølge decorumkravet, siger Morten Thomsen til JydskeVestkysten.

Der har ifølge avisen været rygter om, at en af hjemmeværnsfolkene var sendt hjem efter at være mødt beruset op. Og at de andre skulle være fritaget for tjeneste efter racistiske ytringer.

Det afviser chefen for Hjemmeværnskommandoen dog.

- Jeg kan ikke bekræfte, at der er sendt nogen hjem på grund af beruselse, og at andre skulle være sendt hjem på grund af racisme, er heller ikke korrekt, siger Morten Thomsen.

Vicepolitiinspektør Palle Linné fra politiets Udlændingekontrolafdeling i Padborg har ikke ønsket at kommentere sagen over for JydskeVestkysten.

Han henviste onsdag til Hjemmeværnskommandoen, der er personaleansvarlig for de udstationerede hjemmeværnsfolk ved grænsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.