Hjemmeværnet sikrer at geværer ikke kan skyde
Hjemmeværnet har besluttet at fjerne bundstykket fra 4328 geværer for at skabe ro og fred til at finde løsning
Hjemmeværnet har besluttet at fjerne bundstykkerne fra de frivilliges geværer, så geværerne ikke kan skyde.
Hjemmeværnet har besluttet at fjerne bundstykkerne fra de frivilliges geværer, så geværerne ikke kan skyde. Foto: Bjørn Jensen Morten/POLFOTO


Hjemmeværnet afviser blankt, at det skulle være blevet presset af regeringen til at reagere på det faktum, at et hjemmeværnsvåben blev brugt under terrorangrebet i København i sidste måned, hvor to mennesker blev dræbt.

Det er budskabet fra Hjemmeværnets øverste chef, generalmajor Finn Winkler, efter at Hjemmeværnet mandag begyndte at indsamle bundstykkerne fra de frivilliges geværer.

- Det er mig, der har ansvaret, og det her er noget, jeg har besluttet, siger han.

Bundstykkerne fra de 4328 frivilliges geværer bliver i løbet af marts måned fjernet fra geværernes såkaldte styreramme. Uden bundstykket kan geværet ikke skyde.

Løsningen er midlertidig, og ifølge Finn Winkler er den iværksat, fordi man hos Hjemmeværnet er i gang med en undersøgelse, der har vist sig at være kompleks og tidkrævende.

- Det er det rigtige at gøre for at øge sikkerheden lige nu, og så vi kan få ro og fred til at lave den rigtige løsning. Derfor har vi valgt denne her midlertidige løsning, fordi vi ved, at undersøgelsen kommer til at tage tid, siger han.

Det er endnu uvist, hvad den rigtige løsning er, men Finn Winkler oplyser, at der er en helt række af både tekniske, fysiske og proceduremæssige ting at tage hensyn til.

Hos Hjemmeværnet mener man imidlertid, at det er nødvendigt at skride ind allerede nu med en løsning, da Hjemmeværnet på ingen måde vil være en del af årsagen til, at der sker fremtidige ulykker.

- Efter den tragiske hændelse fik vi ugen efter at vide, at det var et hjemmeværnsvåben, der var blevet anvendt. Derfor begyndte vi at se på, om vi kan gøre noget for at sikre vores våben yderligere, så de ikke falder i forkerte hænder, siger Finn Winkler.

- Et mistet våben fra Hjemmeværnet er et for meget, og vi ønsker så stor grad af sikkerhed som muligt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.