Hjemmeværnet har allerede hjulpet politiet ved grænsen
Med to Britten-Norman-fly har Hjemmeværnet assisteret politiet ved den dansk/tyske grænse.
Politiet kan se frem til hjælp fra Hjemmeværnet ved den dansk/tyske grænse.
Politiet kan se frem til hjælp fra Hjemmeværnet ved den dansk/tyske grænse. Foto: J¯rgensen Jakob/Polfoto


Politiet skal aflastes i forbindelse med grænsekontrollen ved den dansk/tyske grænse. Forslaget vil regeringen ifølge Berlingske præsentere tirsdag.

Men rent faktisk har Hjemmeværnet allerede de seneste måneder hjulpet politiet ved grænsen. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det er ifølge avisen sket med værnets to nyerhvervede fly, der er udstyret med avancerede infrarøde overvågningskameraer.

To Britten-Norman-fly har fløjet flere operationer i grænseområdet i Sønderjylland, oplyser chefen for Flyverhjemmeværnet, oberst Bernt B. Christiansen.

- Vi kan både om dagen og om natten skabe et overblik fra luften af, hvad der foregår på jorden, og det kan bruges i mange sammenhænge, siger Bernt B. Christiansen til Jyllands-Posten.

- Flyene kan for eksempel bruges til eftersøgning af personer. Det infrarøde kamera kan se varme kroppe. Det kan være fru Pedersen, der er blevet væk i et skovområde, eller personer, der bevæger sig i et grænseområde, siger han.

Ifølge politiet har de varmesøgende kameraer endnu ikke afsløret illegale grænsekrydsere.

Flyene blev først taget i brug i januar, og Flyverhjemmeværnet er snart klar med et døgnberedskab. Flyene er bemandet med frivillige civile piloter, heriblandt piloter fra SAS.

Hjemmeværnets civile chef, folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S), glæder sig over, at de nye fly hjælper politiet.

- Lige så snart vi havde fået de nye fly, kom der efterspørgsel på, om vi kunne hjælpe med at overvåge grænsen. Overvågningen er guld værd for politiet, siger Bjarne Laustsen.

Hvad regeringen tirsdag vil foreslå i forhold til at sende hjemmeværnsfolk til den tyske grænse, vides endnu ikke.

Der vil formentlig være tale om, at Hjemmeværnet skal yde såkaldt almindelig hjælp, hvilket betyder, at hjemmeværnsfolkene ikke vil være bevæbnede.

Justitsminister Søren Pind (V) har søndag ikke ønsket at kommentere sagen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.