En ung mand i Hammel fik sig en ubehagelig overraskelse, da han lå i sin seng i sit hjem søndag aften.
Pludselig bankede det på, og umiddelbart efter blev døren sparket op, og tre hjemmerøvere trængte ind i rækkehuset.
- Den ene slår ham i brystkassen med knyttet hånd og råber, at han skal udlevere penge, siger vagtchef Jens Rønberg fra Østjyllands Politi.
En af hjemmerøvere truede den 20-årige mand med en kniv, og han udleverede derfor sin tegnebog, som indeholdt omkring 1000 kroner. Gerningsmændene stjal også en mobiltelefon, inden de flygtede fra stedet.
Overfaldet skete på Kappelsdal i Hammel lidt efter klokken 23, og den unge mand er ikke kommet alvorligt til skade, fortæller politiet, som nu står over for et tungt efterforskningsarbejde.
- Han har ikke set dem før, og han kan ikke sige, hvordan de er kommet til eller fra stedet, siger Jens Rønberg.
- Vi har ikke så meget at gå efter. De er forsvundet ud i natten. Vi har undersøgt stedet, og har forsøgt at finde noget dna og forhøre os i området, tilføjer han.
/ritzau/