Hjemmerøver med gaffel bryder ind hos sovende ungt par
Sent onsdag aften blev et ungt par vækket, da en mand pludselig trængte ind i deres lejlighed i København.
Foto: Scanpix


Sent onsdag aften blev et ungt par udsat for et hjemmerøveri i den østlige del af København.

Det oplyser efterforskningsleder ved Københavns Politi Henrik Vedel, der fik anmeldelsen klokken 23.30.

- Det er en mand, der er kommet ind via et stillads i en lejlighed på fjerde etage, og han bliver overrasket over, at der er personer i lejligheden, siger Henrik Vedel om episoden, som politiet kategoriserer som et hjemmerøveri.

Blandt andet fordi gerningsmanden var bevæbnet. '

- Parret ligger og sover og bliver vækket af, at han roder rundt i lejligheden, og da de står op, kommer han ind i soveværelset, hvor han truer dem.

- Vi ved, at han i hvert fald havde medbragt en gaffel og muligvis også en kniv, og han truer beboerne til at udlevere de effekter, de har, forklarer Henrik Vedel.

- Det er blandt andet en telefon og en computer, som han tager med, før han undløber fra stedet.

Hjemmerøveriet fandt sted på Lyngbyvej 42, og politiet mener, at gerningsmanden muligvis er flygtet i retning mod Ryparken.

Københavns Politi har haft teknikere på stedet for at samle spor, og lige nu søger man efter gerningsmanden.

Henrik Vedel beskriver ham som dansk mand på omkring 40 år og cirka 190 centimeter høj. Han er næsten skaldet og var iført en grå sweatshirt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.