Hjemlige spillere snupper DBU-talentpriser
Det blev tre spillere på kontrakt i danske klubber, som snuppede talentpriserne for 2015 hos DBU.
Esbjergs unge målmand Jeppe Højbjerg blev mandag kåret til årets U21-talent i Danmark.
Esbjergs unge målmand Jeppe Højbjerg blev mandag kåret til årets U21-talent i Danmark. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Det blev tre spillere fra danske klubber, der mandag kunne lade sig hylde som de største talenter i dansk fodbold.

I Fodboldens Hus i Brøndby blev Dansk Boldspil-Unions (DBU) tre årlige talentpriser uddelt for fodboldåret 2015, og det blev en stærk anerkendelse af talentarbejdet i de danske klubber.

U21-prisen gik til målmanden Jeppe Højbjerg fra Esbjerg, som søndag vogtede vestjydernes mål mod FC København, mens Mikkel Duelund, som efterhånden er en fast bestanddel af FC Midtjyllands superligatrup, fik U19-prisen.

U17-prisen gik til FC Nordsjælland-talentet Nicklas Strunck Jakobsen.

Sidste år gik priserne til RB Leipzig-spilleren Yussuf Yurary Poulsen (U21), Twente-forsvarsspilleren Joachim Andersen (U19) og Esbjergs Mark Brink Christensen (U17).

Det er kun anden gang i løbet af de seneste seks år, at alle tre priser går til spillere i danske klubber.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.