Hjælpen til de svageste skrumper
På fem år har kommunerne skåret over 800 millioner kroner væk af støtten til økonomisk trængte.
Selv om der bliver flere kontanthjælpsmodtagere, udbetaler kommunerne mindre og mindre i støtte til medicin, flytteudgifter og husleje til samfundets svageste.
Selv om der bliver flere kontanthjælpsmodtagere, udbetaler kommunerne mindre og mindre i støtte til medicin, flytteudgifter og husleje til samfundets svageste. Christian Lindgren/Scanpix


Afslag. Afslag. Afslag.

Stadig flere økonomisk trængte danskere får nej, når de søger om at få dækket enkeltudgifter.

Det kan være afslag på hjælp til huslejen, så de ikke mister boligen. Eller på sygeudgifter, tandlægeregninger og medicin. Eller på hjælp med flytteudgifter eller tilskud til begravelse.

I 2013 brugte kommunerne 2,3 milliarder kroner til særlig støtte efter Aktivloven. Det er 837 millioner kroner mindre end i 2008, viser tal fra Danmarks Statistik, som Ugebrevet A4 har analyseret og renset for inflation.

Sideløbende dokumenterer tal fra Danmarks Statistik, at færre danskere får de såkaldte enkeltydelser.

89.145 danskere fik forrige år særlig hjælp efter Aktivloven. Det er 18.695 færre end i 2008.

LÆS OGSÅ: Marianne på kontanthjælp: Ingen hjælp til gravsten

Og i år forventer kommunerne igen at bruge færre penge på blandt andet enkeltudgifter, flytning og hjælp til efterladte, viser kommunernes budgetter, som A4 har analyseret.

Socialrådgiverforeningen oplever, at kommunerne målrettet har sænket serviceniveauet de senere år. Loven for enkeltydelser har ikke ændret sig, men det har praksis. Sagsbehandleren har altid skullet skønne, om den enkelte har krav på ydelsen. Findes der billigere løsninger? Er udgiften pludseligt opstået, eller har borgeren haft mulighed for selv at spare op?

Kommunernes strammere økonomi betyder, at flere skøn i dag fører til et afslag.

- Kommunerne strammer fortolkningen af loven. Man er mere skarp på, hvornår der er tale om en uforudset udgift. De borgere, der har allermindst i Danmark, oplever det som en markant stramning, og de er frustrerede, siger Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening, til Ugebrevet A4.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.