Hjælp Voldsofre om lave voldstal: Usikkerheden om tal er stor
Tal viser, at antallet af ofre for kriminalitet daler, men forening påpeger, at nogle ofre aldrig anmelder.
Ifølge undersøgelse er antallet af voldsofre dalende. Men Landsforeningen Hjælp Voldsofre mener, at tallene har en uldent kant. (Genrefoto)
Ifølge undersøgelse er antallet af voldsofre dalende. Men Landsforeningen Hjælp Voldsofre mener, at tallene har en uldent kant. (Genrefoto) Foto: www.colourbox.com/free


Glæden er stor. Men det samme er usikkerheden.

Sådan lyder det fra Landsforeningen Hjælp Voldsofre, efter at en ny offerundersøgelse viser, at antallet af ofre udsat for tyveri, vold eller hærværk er det laveste siden 1987.

- Jeg tænker straks, at det er dejligt og glædeligt, at der er færre ofre. Men jeg læser det også med en anelse skepsis, for vi er ikke sikre på, at det er et endeligt udtryk for, at volden er dalene, siger næstformand og advokat Helle Hald til Ritzau.

For voldsanmeldelser alene var tallet i 2014 ifølge undersøgelsen det laveste siden sidst i halvfemserne.

Offerundersøgelsen er udarbejdet af Justitsministeriets Forskningskontor i samarbejde med Københavns Universitet. Den konkluderer blandt andet, at sidste år blev 14 procent danskere mellem 16-75 år udsat for tyveri, vold eller hærværk.

Det er ifølge undersøgelsen et fald på mere end 40 procent siden 1987.

- Det er problematisk, for man kan jo ikke endeligt konkludere, at der er færre voldsofre, siger Helle Hald og fortsætter:

Der er jo altid den frygt, at overfaldene ikke bliver anmeldt. Særligt for mænd kan det være et tabu, hvis man er blevet overfaldet og føler større nederlag ved at melde det til politiet.

Justitsministeriet skriver i en pressemeddelelse, at offerundersøgelsen giver et skøn over kriminalitetens faktiske omfang, da den også omfatter kriminalitet, der ikke er anmeldt til politiet.

Men det lyder næsten for godt til at være sandt, mener Helle Hald.

- I vores foreningen oplever vi stadig, at mange søger vores hjælp. Nu må vi sætte os ned og nærlæse undersøgelsen, før vi kan være sikre på, at det er sikkert, at volden er faldende.

Offerundersøgelsen fortæller desuden, at danskernes frygt for at blive udsat for kriminalitet også er dalende.

64 bekymrer sig "sjældent eller aldrig" om risikoen for at personligt at blive udsat for kriminalitet, mens 12 procent "næsten hele tiden eller ofte" har det i tankerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.