Tre mænd afgik ved døden i forbindelse med affyring af farligt og ulovligt fyrværkeri nytårsaften i Nordjylland. I forbindelse med efterforskningen af ulykkerne spørger politiet nu om hjælp fra offentligheden. Har du oplysninger om ulykken eller om salg af krysantemumbomber i Hobro-Mariager-området, bedes du kontakte Nordjyllands Politi på 114.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
De opfordrer også alle, der måtte ligge inde med krysantemumbomber, til at være meget varsomme, da der er tale om farligt fyrværkeri. Det må ikke bortskaffes på egen hånd – politiet skal kontaktes.
En 37-årig familiefar blev nytårsaften dræbt, da en krysantemumbombe, som han var ved at fyre af, eksploderede og dræbte ham på stedet.
Han var gået ud i haven alene for at fyre fyrværkeriet af, mens familien så til inde fra huset i Assens.
Ulykken skete lige inden midnat.
Kort tid efter at klokken havde slået 24 eksploderede en anden krysantemumbombe, som nogle unge var ved at affyre i Skjellerup ved Hobro.
Denne bombe dræbte to unge fra Hobro på 24 og 25 år, mens to andre unge på 24 og 28 år, der også er fra Hobro, meldes uden for livsfare. De ligger fortsat i respirator, men er sluppet med kraftige forbrændinger på brystet og skader i ansigt og øjne.