Hjælp politiet: To kniv-røvere gik forgæves i nordjysk Spar
Under røveri i nordjysk Spar forsøgte to mænd forgæves at få åbnet et pengeskab, oplyser politiet.
Politiet leder efter to gerningsmænd, der søndag aften røvede en Spar-butik i Haverslev mellem Viborg og Aalborg. Genrefoto.
Politiet leder efter to gerningsmænd, der søndag aften røvede en Spar-butik i Haverslev mellem Viborg og Aalborg. Genrefoto. Foto: Colourbox/Free


Supermarkedet Spar i Haverslev i Nordjylland er søndag aften blevet udsat for et røveri.

To gerningsmænd trængte ind i butikken kort før klokken 20 og truede sig til et mindre kontantbeløb, oplyser Nordjyllands Politi.

De to gerningsmænd truede personalet med knive.

- Der var to ansatte på arbejde, da det skete. Og de tager det forbavsende roligt efter omstændighederne, fortæller vagtchef Carsten Kjær til Ritzau.

Mændene forsøgte også at få de ansatte til at åbne et pengeskab i baglokalet, men da Spar-medarbejderne ikke var i stand til dette, flygtede de to røvere ud af bagdøren.

Vagtchefen oplyser, at politiets hunde er sat ind for at finde frem til de to gerningsmænd.

I en pressemeddelelse beskriver politiet den ene gerningsmand som ca. 180 cm høj, ca. 25 år, iført sort jakke, rød hættetrøje, mørkeblå cowboybenklæder og sorte sko.

Den anden beskrives som 180 cm høj, ca. 25 år, iført sort og hvidternet jakke, sort hættetrøje, sorte benklæder og hvide sko. Begge havde en kniv. De medbragte en gul plastpose.   

Kontakt Nordjyllands politi på 114, hvis du har oplysninger om gerningsmændene.  

 

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.