Hizbollah: Israel bomber egen drone i Libanon
Libanon efterforsker årsag til eksplosion, og Israel afviser at kommentere hændelsen i nabolandet.


Libanesiske Hizbollah beskylder på gruppens egen tv-kanal, al-Manar, Israel for at stå bag et luftangreb søndag morgen i Libanon.

Byen Saghbein i Bekaa-regionen blev søndag rystet af en eksplosion. Libanesiske sikkerhedskilder kan endnu ikke bekræfte årsagen.

En sikkerhedskilde siger ifølge det franske nyhedsbureau AFP, at der kan være tale om et israelsk luftangreb, mens en anden siger, at det måske var israelernes forsøg på at tilintetgøre en af deres droner over området.

Der er ingen meldinger om omkomne eller sårede.

De libanesiske sikkerhedskilder forsikrer, at man vil gennemføre en "grundig efterforskning" af hændelsen.

En talskvinde for Israels militær har afvist at kommentere eksplosionen.

Israel har udført flere luftangreb i Syrien under den mere end fire år lange krig i nabolandet.

Israels angreb i Syrien har ifølge nyhedsbureauet Reuters hovedsageligt været rettet mod våben tiltænkt landets mangeårige libanesiske fjende Hizbollah.

Hizbollah har i årevis modtaget iranske våben via Syrien.

Tidligere på året angreb og dræbte Israel i et helikopterangreb adskillige Hizbollah-soldater og en iransk general på syrisk jord.

Hizbollah hævnede efterfølgende angrebet.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.