Hizbollah hævner sig med bombe mod israelsk patrulje
Den libanesiske gruppe havde varslet en hævn efter israelsk drab på militærleder i Golanhøjderne.
Den militante bevægelse Hizbollah har taget skylden for et angreb på en israelsk militærpatrulje i grænseområdet mellem Libanon og Israel mandag.
Den militante bevægelse Hizbollah har taget skylden for et angreb på en israelsk militærpatrulje i grænseområdet mellem Libanon og Israel mandag. Foto: Bilal Hussein/AP/AP


Den militante bevægelse Hizbollah har taget skylden for et bombeangreb på en israelsk militærpatrulje i grænseområdet mellem Libanon og Israel mandag.

Bomben, der gik af under et pansret militærkøretøj, var ifølge den libanesiske gruppe hævn for et israelsk luftbombardement over Syrien i slutningen af december.

Hizbollahs øverste leder, Hassan Nasrallah, sagde efter luftangrebet før nytår, at man ville gengælde et luftangreb, som kostede Samir Kantar livet - en militant Hizbollah-leder som sad fængslet tre årtier i Israel for drab på tre israelere.

Den libanesiske bevægelse kæmper side om side med Syriens regeringshær.

Mandagens bombeangreb blev besvaret af israelsk artilleribeskydning mod den libanesiske grænseby al-Wazzani.

I beskeden fra Hizbollah hedder det, at angrebet mod den israelske patrulje blev udført af en militant gruppe opkaldt efter Kantar.

Kantar var leder af den libanesiske gruppes militære operationer i Golanhøjderne, som delvist er under israelsk besættelse efter Seksdageskrigen i 1967.

Israel bekræfter mandag, at en patrulje blev ramt af en vejsidebombe i området Sheeba Farms.

En talsmand for den israelske forsvar, Peter Lerner, skriver på Twitter, at angrebet blev besvaret med artilleri.

Forsvaret siger, modsat Hizbollah, at ingen israelske soldater blev såret i bombeangrebet.

Sheeba Farms har været besat af Israel siden Seksdageskrigen. Libanon gør krav på området, som ifølge FN tilhører Syrien.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.