Selv om man er blevet langt bedre til at opdage hiv-smitte i donorblod, kan virussen snyde screeningen kort efter smitten.
Det fortæller Susan Cowan, der er afdelingslæge inden for infektionsepidemiologi på Statens Serum Institut.
- I gamle dage kunne du være smitsom i en måned, før man kunne se det på prøven. Nu er de prøver, man bruger, meget mere nøjagtigt, siger hun.
- Den fase, der går, fra man er smittet, til det kan ses i en blodprøve, kaldes vinduesfasen. Den er skrumpet betydeligt til få dage. Men den er ikke nul. Der resterer et lille bitte vindue, siger hun.
Homoseksuelle mænd er i dag afskåret fra at donere blod. Men De Radikale foreslår at gøre op med reglen. Den er forældet, sygeliggørende og stigmatiserende, mener partiet.
Også Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Alternativet støtter op om forslaget. Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner har længe ønsket, at homoseksuelle mænd får lov til at donere blod.
De seneste 10-15 år har der været enkelte tilfælde, hvor patienter er blevet smittet med donorblod fra homoseksuelle mænd, fortæller Susan Cowan. Det skyldes, at mændene ikke havde oplyst, at de havde haft sex med en mand.
Mænd, der har sex med mænd, har 50 gange større risiko for at få hiv end mænd, der kun har sex med kvinder.
- Der er en større risiko i den gruppe, siger Susan Cowan.
- Men jeg kan give ret i, at den totale udelukkelse er forældet, siger hun og påpeger, at mænd, der har været til prostitueret, kun bliver udelukket fra at donere blod i en periode.
I blandt andet Sverige og Canada kan homoseksuelle mænd donere blod, hvis de ikke har haft sex med en mand det seneste år.
/ritzau/