Historisk voldsom snestorm truer New York
USA's østkyst fra Philadelphia til Boston forbereder sig på snevejr, der kan blive det vildeste nogensinde.
New Yorks borgmester, Bill de Blasio, advarer sine indbyggere om en voldsom snestorm, der kan ramme milliobyen mandag. Arkivfoto
New Yorks borgmester, Bill de Blasio, advarer sine indbyggere om en voldsom snestorm, der kan ramme milliobyen mandag. Arkivfoto Foto: Pablo Martinez Monsivais/AP


- Det her kan meget vel blive den største snestorm i New Yorks historie.

Det siger byens borgmester, Bill de Blasio, om et vejrvarsel, der er udsendt for mandag eftermiddag til tirsdag.

Her advarer myndighederne om en voldsom snestorm, som kan efterlade millionbyer som Washington, Philadelphia, New York og Boston med en meter sne.

Flyselskaber har allerede aflyst hundredvis af fly til og fra østkysten. Eksempelvis har Delta Air Lines aflyst 600 flyafgange, mens United Airlines aflyser alle afgange i New Yorks, Bostons og Philadelphias lufthavne, skriver Reuters.

Den amerikanske vejrtjeneste, NWS, har ifølge Reuters kaldt det forestående vejr for en "lammende og potentiel historisk snestorm", og mange områder langs østkysten må forvente mellem 30 og 60 centimeter sne i løbet af timer.

Alene i New York er 1806 sneplove og 126.000 ton salt gjort klar, skriver CNN.

New York-området risikerer også at blive hårdest ramt med voldsom vind og snefald på omkring en meter. Herudover kan stormen brage over landet med vindstød op til orkanstyrke.

- Min besked til alle newyorkere er at forberede sig på noget, der er værre, end vi nogensinde tidligere har set. Forbered jer på at opholde jer sikre steder. Tag alle forholdsregler. Det er nu, at I skal gøre jer klar til ekstremt vejr. Undervurdér ikke denne storm, siger borgmester Bill de Blasio søndag ifølge CNN.

Han opfordrer samtidig alle borgere til at holde sig væk fra vejene.

I Boston i delstaten Massachusetts opfordrer borgmester Marty Walsh indbyggerne til at hjælpe hinanden, når snestormen rammer.

- Vi beder alle borgere i Boston om at holde øje med deres naboer - om det så er en, du ser på gaden, eller ham der bor ved siden af dig, siger han ifølge AFP.

I staterne, hvor varslet er udsendt, ruster borgerne sig blandt andet ved at indkøbe skovle, vejsalt og is-skrabere, skriver flere amerikanske medier.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.