Torsdag er en historisk dag i Danmark. Næsten 10.000 tillidsrepræsentanter fra landets forskellige fagforeninger vil mødes i Fredericia Messecenter.
Anledningen er den mulige konflikt mellem arbejdstagerne og arbejdsgiverne, der er varslet i staten, kommuner og regioner. Efter sammenbruddet i forhandlingerne om nye overenskomster for 750.000 offentligt ansatte varslede de faglige organisationer strejke. Efterfølgende har både staten, kommuner og regioner svaret igen med lockoutvarsler.
Ole Gregersen, projektkoordinator i formandssekretariatet hos HK Kommunal, er tovholder på torsdagens stormøde og har rigeligt at se til i disse dage.
- Det er nogle hektiske dage. Vi skal jo åbne dørene for op mod 10.000 tillidsrepræsentanter fra hele landet og forskellige fagforeninger på torsdag. Det er vores ansvar, at det hele klapper, fortæller han til Avisen.dk.
I disse dage sidder medarbejdere fra blandt andet Akademikerne og Socialpædagogerne hos HK i København og tilrettelægger program, og de sørger for, at alt fra måltider, internetadgang og siddepladser er på plads til på torsdag. Arrangørerne har bestemt, at folk ikke skal sidde sammen i faggrupper, men efter hvor folk kommer fra i landet. Netop for at mobilisere folk efter konferencen.
- Det her bliver ikke et traditionelt møde, hvor man sidder på en stolerække og kigger op på scenen. Tillidsrepræsentanterne har jo brug for at få snakket sammen om, hvad det er for nogle aktiviteter, de vil sætte i værk, når de kommer hjem, fortæller han og fortsætter:
- Hovedparten af mødet vil være en ongoing arbejdsproces frem mod, at de kan sætte nogle ting i værk, når de kommer hjem. Der vil selvfølgelig også være både indlæg, taler og humoristiske indslag, fortæller Ole Gregersen.
Værste scenarie
Der er plads til 10.000 mennesker i messecentret i Fredericia. Lige nu er 7.000 tilmeldinger registreret hos HK, men systemet har været lagt ned, fordi det simpelthen ikke kunne håndtere så mange tilmeldinger på så kort tid. Derfor sidder de nu og tæller tilmeldinger sammen manuelt og hos HK regner man med at ramme i hvert fald 9.500 tilmeldinger.
Hvad gør I, hvis der kommer flere end de 10.000, som kan være i messecentret?
- Det ville være det allerværste scenarie, hvis der kommer flere, end der er plads til. Derfor arbejdede vi også en overgang med at bruge en ekstra sal, hvor man kunne se det hele på storskærm, men det er vi gået væk fra igen, fortæller Ole Gregersen.
Han regner stærkt med at antallet af deltagere holder sig mellem 9.000-9.500.
Motivationen er i top
Selvom opgaven er enorm og Ole Gregersen mange dage har arbejdet til kl. 21 eller senere, er han og kollegerne ekstremt motiveret til stormødet.
- Det har været fedt. Alle har simpelthen kastet, hvad de havde i hænderne, og man mærker virkelig det der engagement. Forleden sluttede vi vores møde klokken 21.30, og så blev jeg jo siddende til det var midnat, for når man har min funktion, er der 100 ting at følge op på bagefter, fortæller han.