Historisk skib lastet med moselvin går til bunds
Et ældre træskib med moselvin er sunket i Spodsbjerg Havn. Alle besætningsmedlemmer reddet i land.


Et historisk tomastet træskib er gået til bunds i Spodsbjerg Havn på Langeland natten til tirsdag, oplyser forsvarets søredningstjeneste, JRCC.

Det drejer sig angiveligt om Danmarks ældste galease ved navn "Skibet" fra 1880, som om bord havde en last af moselvin fra Kiel i Tyskland, oplyser Fyns Politi.

Forsvarets redningscentral fik en melding mandag aften om motorproblemer på grund af vand i skibets dieselbeholder. Samtidig kunne besætningen ikke sætte sejl, da der var noget galt med masten.

- Patruljeskibet Freja slæber skibet ind i Spodsbjerg Havn, hvor det går til bunds omkring klokken to, siger Jesper Duevang Rasmussen fra forsvarets søredningstjeneste, JRCC, til Ritzau.

Ingen blandt skibets besætning kom noget til.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.