Historisk comeback til sangerinde
Sangerinden Adele har på bare en uge skrevet sig ind i historiebøgerne med sit nye album.
Adele har vippet britpop-veteranerne Oasis af pinden med sit nye storsælgende album "25".
Adele har vippet britpop-veteranerne Oasis af pinden med sit nye storsælgende album "25". Foto: Heidi Gutman/AP


Der er ikke gået mere end en uge, siden den britiske sangerinde Adele sagde "Hello" og vendte tilbage til hitlisterne verden over med sit nye album "25". Og efter en pause på tre år har den populære sangerinde været savnet - hendes nye album har nemlig skrevet historie med over 800.000 solgte eksemplarer på bare en uge, og det er en ny britisk rekord, skriver BBC.

- Tallene for det her album er fuldstændig overvældende, siger Martin Talbot, administrerende direktør hos Official Charts Company, ifølge BBC.

- Intet album har nogensinde solgt mere end 800.000 eksemplarer for at ramme førstepladsen i britisk musiks historie, fortæller Martin Talbot.

Med den nye britiske rekord skubber Adele de tidligere rekordindehavere Oasis af pinden. Rekorden er tilbage fra 1997, hvor Oasis satte rekord med 696.000 solgte eksemplarer af albummet "Be Here Now".

Faktisk har Adeles nye album solgt mere end de følgende 86 album på listen tilsammen. Og så er det første gang et album er blevet downloadet mere end 100.000 gange på en uge.

Det er bestemt ikke første gang, den 27-årige sangerinde har nappet en rekord. I kølvandet på hendes album "21", som udkom i 2011, var hun i Guinness Rekordbog i 2012 indehaver af hele tre rekorder - blandt andet som den kvindelige artist, der kunne holde førstepladsen på hitlisten i flest uger. Med 11 uger på toppen nuppede hun titlen fra Madonna, ifølge MTV.

Adele har tidligere udgivet debutalbummet "19" og opfølgeren "21". I 2013 vandt hun en Academy Award for sangen Skyfall, som var temaet til James Bond-filmen af samme navn.

Albummet "25" udkom 20. november.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.