Historiker: Vores viden om fortiden lider i Syrien
Krigen i Syrien og de dertilhørende destruktioner af ruiner gør vores fortid til tavs viden, siger historiker.
Det er blandt andet templet her i Palmyra, som Islamisk Stat har sprunget i luften. /ritzau/
Det er blandt andet templet her i Palmyra, som Islamisk Stat har sprunget i luften. /ritzau/ Foto: Colourbox/Massimo Lama/free


Det giver god mening, at FN's organisation for uddannelse, videnskab og kultur, Unesco, ifølge den italienske regering har accepteret, at de dele af verdens kulturarv, der er i fare for at blive ødelagt i militære konflikter, skal beskyttes af FN-soldater.

Det siger lektor ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet Peter Fibiger Bang.

Han beskriver, hvordan blandt andre organisationen Islamisk Stat i Syrien og Irak er hård ved de arkæologisk interessante steder.

- Det er vores allesammens kulturarv, der bliver ødelagt. Det er viden, der bliver til tavs viden, som eksperter som jeg kan rende rundt og glæde os over, at vi har, siger han.

Det er dog ikke kun formidlingen af den viden, forskerne har i dag, der går tabt på grund af den militære konflikt i regionen. Også den mere specialiserede viden lider under såkaldte rovgravninger.

- Isil (et andet navn for Islamisk Stat, red.) og andre militser kommer med en spade og en hakke eller nogle gange bare med en bulldozer og roder lidt for at se, om der kommer noget op, fortæller han.

Ifølge Peter Fibiger Bang sælger Islamisk Stat og andre militser de skatte, som de finder, på det sorte marked for at finansiere deres krigsførelse i regionen.

Historikeren henviser blandt andet til ruinbyen Dura-Europos, der delvist blev udgravet i 1920'erne og 1930'erne.

- Man kan se, at stedet blev rovgravet, da Isil kom derhen. De har bare gravet løs for at finde nogle skatte, siger Peter Fibiger Bang, der ærgrer sig over, at der ikke bliver ført protokol over, hvad der bliver fundet, samt hvornår det kan dateres til.

- Desuden kan interessante ting, som det umiddelbare øje ikke kan se, blive ødelagt, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.