Historiker: Monarkiet er på vej væk
En engelsk historiker har skabt voldsom debat, efter hun er kommet med en forudsigelse, der er ekstremt upopulær blandt royalister.
Den engelske dronning er fortsat vellidt, men der bliver sat spørgsmålstegn ved monarkiets levetid, når Elizabeth en dag er væk.
Den engelske dronning er fortsat vellidt, men der bliver sat spørgsmålstegn ved monarkiets levetid, når Elizabeth en dag er væk. Foto: Kirsty Wigglesworth/AP


Mens dronning Elizabeth II er ved at forberede sin 90-års fødselsdag, der skal fejres den 21. april, så er andre begyndt at tælle ned mod det engelske kongehus' afslutning.

Den engelske historiker, Dr. Anna Whitelock, har netop udtalt, at monarkiet som institution vil blive diskuteret. Især når den siddende dronning en dag ikke længere er iblandt os.

- Jeg tror, der kommer en diskussion og en debat på en måde, som vi ikke har set det tidligere, forklarer historikeren ifølge The Telegraph.

- Nu er der ret stor støtte til dronningen og monarkiet, men problemet er, at den støtte handler om dronningen og ikke om monarkiet, siger hun.

De fleste briter er vokset op med dronning Elizabeth på tronen, men det er en tradition, der vil blive ændret på fremover.

- Jeg vil mene, at inden 2030 vil der bestemt være større krav for afskaffelsen af monarkiet. Jeg kan ikke sige, at der ikke vil være et monarki. Men jeg kan med sikkerhed sige, at monarkiet, dets formål, og hvad det handler om, vil blive betvivlet og udfordret på en måde, som ikke er set hidtil, siger historikeren.

Dronning Elizabeth har siddet på tronen siden februar 1952, og hun er verdens ældste, nulevende monark. Hendes ældste søn, den 67-årige prins Charles, er den nærmeste tronfølger til den britiske trone.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.